Tag en videregående uddannelse i Sverige
Det svenske uddannelsessystem adskiller sig fra det danske. Her får du overblik over uddannelsesvalg, bolig, SU, transport og andre praktiske forhold, når du vil studere i Sverige.

Studer i Sverige
Som dansk statsborger kan du søge ind på et svensk universitet eller en högskola på lige vilkår med svenske statsborgere. Du betaler ikke studieafgift i Sverige, og i de fleste tilfælde kan du tage din danske SU med, når du læser på et universitet i Sverige.
For at søge ind skal du oprette en profil på antagning.se. Her finder du information om uddannelserne, adgangskrav og vigtige datoer for ansøgningen.
Det svenske uddannelsessystem er opbygget anderledes og er på nogle områder mere fleksibelt end det danske. I Sverige kan du studere på to måder:
- Du kan enten følge et program på bachelor- eller kandidatniveau. Det svarer til den danske model, hvor du følger et fastlagt studieforløb sammen med et stamhold.
- Den anden mulighed er at sammensætte din uddannelse af enkeltstående kurser. Her tilrettelægger du selv dit studieforløb og kan kombinere fag på tværs af uddannelser.
Denne model findes ikke i Danmark og kan derfor være attraktiv for dig, hvis du ønsker større medbestemmelse og en mere alsidig uddannelsesprofil.
Find studiebolig
Det kan tage tid at finde en studiebolig i Sverige, og især ved semesterstart kan konkurrencen være stor. Derfor er det en god idé at starte din boligsøgning i god tid, så du øger chancen for at finde en bolig, der både er til at betale og rar at bo i.
Hvis det ikke lykkes at finde en bolig med det samme, kan du med fordel skrive dig op hos de boligforeninger, der udlejer boliger til studerende.
Der findes flere typer af studieboliger i Sverige, fx kollegieværelser, egen lejlighed, leje af værelse eller studiekollektiver.
Bor du på et kollegium i Sverige, betaler du typisk husleje i ti måneder om året. Det hænger sammen med, at svenske studerende ikke modtager svensk studiestøtte i sommermånederne, hvor de ikke er aktive studerende. I stedet arbejder mange svenske studerende i den periode, hvor universiteterne holder lukket.
Læs mere på vores side om kollegier og studieboliger i Sverige
Flyt til Sverige for at studere
Flytter du fra Danmark til Sverige for at studere, er der en række praktiske forhold, du skal være opmærksom på.
Når du flytter, skal du fx registreres i det svenske folkeregister og have et svensk personnummer. Det gør du ved at møde personligt op på det lokale skattekontor i den kommune, du er flyttet til. Her skal du medbringe dit pas. Det er også en god idé at tage din leje- eller købskontrakt på din svenske bolig med.
Når du er registreret i det svenske folkeregister, får du tildelt et svensk personnummer. Du beholder dit danske CPR-nummer, selvom du flytter fra Danmark.
Du kan først søge om folkeregistrering og svensk personnummer, når din faktiske flytning til Sverige har fundet sted. På vores side “Folkeregistrering og personnummer” kan du læse mere om, hvordan folkeregistreringen foregår, og hvilke dokumenter du skal medbringe.
Læs om Folkebogføringsregister på skatteverket.se
SU
Hvis du vælger at tage en universitetsuddannelse i Sverige, kan du som udgangspunkt søge om at få din danske SU med. Kravene er de samme, som hvis du tager din uddannelse i Danmark.
SU til en hel uddannelse i Sverige
Vil du tage en hel uddannelse i Sverige, skal uddannelsen være godkendt som SU-berettigende af SU-styrelsen. Er uddannelsen godkendt, skal du kontakte SU-styrelsen via Digital Post på borger.dk eller e-Boks for at søge om SU til hele uddannelsen.
Hvis uddannelsen ikke er godkendt, skal du:
- udfylde et godkendelsesskema
- indsende en studieplan til SU-styrelsens udlandsafdeling
- udfylde et ansøgningsskema om SU til uddannelse i udlandet
SU til enkelte kurser i Sverige
Vil du læse enkelte kurser i Sverige, skal du søge om at få kurserne forhåndsgodkendt af dit danske universitet.
Forhåndsgodkendelsen sender du til SU-kontoret sammen med oplysninger om kursernes ECTS-point samt start- og slutdato. Herefter sørger SU-kontoret for, at du fortsat modtager den SU, du allerede har fået bevilget til studier i Danmark.
Generelle krav og andre støttemuligheder
For at få dansk SU skal du opfylde de grundlæggende SU-krav. De samme krav gælder, når du søger SU til en uddannelse i Sverige.
Ud over SU har du mulighed for at søge udlandsstipendium, som helt eller delvist kan dække en kandidat- eller masteruddannelse i udlandet.
Rejser og studierabat ved transport over Sundet
Du kan få studierabat på offentlig transport, hvis du bor i Danmark og studerer på den anden side af Øresund.
Vælger du at studere i Sverige, men blive boende i Danmark, er der gode togforbindelser over Øresund. DSB tilbyder rabat til studerende på videregående uddannelser, som pendler over Øresund og modtager dansk SU.
For at få det såkaldte Ungdomskort skal du gå på en SU-godkendt uddannelse og modtage SU. Du kan se betingelserne og bestille kortet online.
Læs mere om Ungdomskort på ungdomskort.dk
Modtager du ikke dansk SU, men i stedet svensk studiestøtte (CSN), skal du søge om studierabat hos det svenske trafikselskab Skånetrafiken.
Besøg vores side om studierabat på offentlig transport over Øresund
Studiemiljø
Du vil hurtigt opleve, at danskere og svenskere ligner hinanden meget. Derfor falder de fleste danskere også hurtigt til i det svenske universitetsmiljø.
I begyndelsen kan dine svenske medstuderende have lidt svært ved at forstå dit danske. Det ændrer sig dog hurtigt, og for de fleste er det både spændende og positivt at få en dansk studiekammerat. Samtidig er det svenske universitetsmiljø generelt åbent og internationalt.
Introduktionsforløbet afhænger af, hvordan du studerer. Læser du et program, er der typisk en introduktionsperiode, hvor de studerende bliver rystet sammen.
Læser du derimod fritstående kurser, er der som regel ikke et egentligt introduktionsforløb, da man ofte kun læser sammen i et til tre semestre.
Eksamen og karakter
I Sverige bruges ordet eksamen anderledes end i Danmark. Her dækker eksamen over den eller de prøver, der afslutter en hel uddannelse.
Når du afslutter et enkelt kursus på en högskola eller et universitet, skal du også til prøve. På svensk kaldes det en tentamen.
Former for tentamen
Der findes flere forskellige måder at blive eksamineret på i Sverige:
- Salstentamen: En skriftlig prøve, der afholdes på uddannelsesstedet og gennemføres inden for en fast tidsramme.
- Hemtentamen: En skriftlig hjemmeopgave, som du løser over et antal dage.
- Muntlig tentamen: En mundtlig prøve, som gennemføres sammen med en underviser.
- Laboration: Et praktisk eksperiment eller en opgave, som du skal gennemføre og bestå.
Få studierabat
Som studerende på et svensk universitet får du et studiekort, som giver adgang til rabatter forskellige steder. Mange caféer og restauranter tilbyder også særlige studenterpriser.
Du kan desuden få studierabat på visse rejser og transportmidler.
A-kasse for danske studerende
Inden du vælger at studere i Sverige, er det vigtigt, at du er opmærksom på reglerne for a-kasse.
Hvis du tager en bachelor- eller kandidatuddannelse i Sverige, kan du hverken være medlem af en dansk eller en svensk a-kasse. Det betyder, at du ikke har ret til dagpenge, hvis du står uden job efter endt uddannelse.