Jobstart i Danmark - bopæl i Sverige

Senest opdateret 2026-03-27

Skal du til at pendle til job i Danmark fra din bopæl i Sverige? Få styr på skat, sundhedskort, a-kasse og pension, før du starter.

Print

Øresundsbroen i vinterbelysning

1.

Du skal betale skat af din løn i Danmark

Du skal betale skat af din løn i Danmark, når du arbejder der. Det følger af den dansk-svenske skatteaftale. Derfor skal du kontakte Skattestyrelsen, når du starter job i Danmark.

Her kan du få hjælp til din forskudsopgørelse.

Når du bor i Sverige, er du som udgangspunkt skattemæssigt hjemmehørende dér. Det betyder, at du er skattepligtig af din samlede indkomst og skal selvangive den i Sverige.

Du skal fx betale skat i Sverige af:

  • udbytte
  • renteindtægter
  • aktieindtægter

Det gælder, uanset om dine aktiver står på en svensk konto eller fx i et dansk aktiedepot.

Du skal også selvangive:

  • pensioner
  • arbejdsløshedsunderstøttelse
  • lejeindtægter fra bolig i Danmark, Sverige eller andre lande

Har du spørgsmål til, hvordan din indkomst beskattes i Danmark og Sverige, kan du kontakte Skatteverket via Øresunddirekts informationscenter i Malmø.

Se "Du bor i udlandet og arbejder i Danmark" på skat.dk

Kontakt Skattestyrelsen

Se vores side om skat ved hjemmearbejde
2.

Bestil et særligt sundhedskort i Danmark

Når du bor i Sverige og arbejder i Danmark, har du ret til lægelig behandling i begge lande.

Vil du bruge det danske sundhedssystem, skal du bestille et særligt sundhedskort.

For at få kortet skal du:

  • arbejde mindst 39 timer om måneden i Danmark
  • indbetale til ATP
  • være socialforsikret i arbejdslandet

Bestil og læs mere om det særlige sundhedskort hos Udbetaling Danmark.

Se vores side om det særlige sundhedskort

3.

Vælg a-kasse i det land, hvor du arbejder

Det er frivilligt, om du vil være medlem af en a-kasse, men hvis du vil være arbejdsløshedsforsikret, skal du som hovedregel være det i det land, hvor du arbejder. Starter du job i Danmark, skal du derfor som udgangspunkt melde dig ind i en dansk a-kasse.

Bliver du arbejdsløs, skal du allerede fra første ledige dag melde dig hos Arbetsförmedlingen i Sverige.

Derefter skal du:

  • søge optagelse i en a-kasse i dit bopælsland
  • søge dagpenge i bopælslandet

Se vores side om a-kasse for pendlere

4.

Få overblik over din pension i både Danmark og Sverige

Når du når pensionsalderen, skal du søge pension i det land, du bor i – også selvom du har optjent pension i både Danmark og Sverige.

Hvis du har optjent pension i Danmark, bliver den udbetalt derfra, selvom du bor i Sverige. Din pension beskattes først i Danmark og kan også beskattes i Sverige, men du bliver ikke dobbeltbeskattet.

Har du spørgsmål om pension, kan du kontakte Udbetaling Danmark i Danmark eller Pensionsmyndigheten i Sverige.

Har du spørgsmål om beskatning af din pension, skal du kontakte Skattestyrelsen eller Skatteverket.

Se vores side om udbetaling af pension i Danmark og Sverige


Kontakt Udbetaling Danmark


Kontakt Pensionsmyndigheten i Sverige

5.

Giv besked til Försäkringskassan og Udbetaling Danmark

Når du bor i Sverige og starter job i Danmark, skal du give besked til myndighederne i begge lande om, at du nu arbejder i Danmark.

Du skal derfor kontakte:

  • Försäkringskassan i Sverige
  • Udbetaling Danmark 

Kontakt Försäkringskassan i Sverige


Kontakt Udbetaling Danmark

6.

Afklar social sikring, hvis du arbejder i både Danmark og Sverige

Arbejder du i både Danmark og Sverige, kan det påvirke, hvilket land du er socialt sikret i.

Du er normalt socialt sikret i det land, hvor du arbejder. Men arbejder du i flere lande, kan du i stedet blive socialt sikret i dit bopælsland.

Bor du i Sverige og arbejder for én eller flere arbejdsgivere i Danmark og Sverige, skal du kontakte Försäkringskassan. De afgør, hvilket land du er socialt sikret i.

Er du socialt sikret i Sverige:

  • følger du svensk lovgivning
  • har du ret til barsel efter svenske regler
  • optjener du pension efter svenske regler

Din danske arbejdsgiver skal i så fald betale svenske sociale afgifter efter svenske regler.

Arbejder du i to lande, kan det også påvirke din skat. Det kan fx betyde, at du ikke kan bruge de danske grænsegængerregler, hvis 75 % af din arbejdsindkomst ikke kommer fra Danmark.

Kontakt Försäkringskassan eller Øresunddirekt, hvis du har spørgsmål til dette.

Se vores side om om social sikring ved arbejde i begge lande


Kontakt Försäkringskassan


Kontakt Øresunddirekt

7.

Opret en bankkonto for pendlere

Når du arbejder i Danmark, får du typisk din løn udbetalt til en dansk bankkonto. Herfra kan du overføre penge til din svenske konto.

Nogle banker tilbyder særlige løsninger til dig, der pendler over Øresund og har brug for konti i begge lande. Det kan derfor betale sig at sammenligne banker, da der kan være forskel på:

  • hvor hurtigt du kan overføre penge mellem Danmark og Sverige
  • hvad det koster at overføre penge
  • andre vilkår og betingelser

Banker som Danske Bank og Nordea tilbyder løsninger på tværs af Danmark og Sverige.

Vær opmærksom på, at det kan tage tid at oprette en bankkonto i Danmark.

Læs om konto i Norden hos Danske Bank


Læs om konto i udlandet hos Nordea


Se vores side om bankkonto for pendlere i Sverige

 

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Guide til det offentlige Sverige

Støttes af