Eksamen og högskolepoäng

I Sverige anvender man ordet "eksamen" på en anden måde end vi gør det i Danmark, men ECTS-point systemet er stadig det samme.

Svenske eksaminer

Ordet "eksamen" bruges kun om den eller de eksaminer, som endeligt afslutter den enkelte uddannelse. Når studerende på en högskola eller et universitet i Sverige afslutter de løbende kurser, som en uddannelse består af, kaldes det i stedet en "tentamen". En tentamen betyder "en prøve" og er det samme som det, vi i Danmark kalder en eksamen, men I Sverige skelnes der mellem de løbende og de afsluttende eksaminer.


Der findes flere forskellige måder at eksaminere på: En "salstentamen" er en skriftlig prøve, som udføres på uddannelsesstedet og skrives på begrænset tid. En "hemtentamen" er en skriftlig hjemmeopgave, som skal udføres på et antal dage. En "muntlig tentamen" er en mundtlig prøve, som udføres sammen med en underviser. Og endeligt findes der en "laboration", som er et praktisk eksperiment, som den studerende skal løse.

Högskolepoäng og ECTS-point

Mens man i Danmark i daglig tale ofte kategoriserer uddannelser efter længde eller semestre, opdeler man dem i Sverige efter point. En uges studier på heltid giver 1.5 högskolepoäng og et semester giver normalvis 30 högskolepoäng (30 ECTS), men det er muligt at tage op til 45 högskolepoäng på et semester. En 3-årig uddannelse består i alt af 180 ECTS point ligesom i Danmark og andre EU-lande.

 

ECTS står for European Credit Transfer System og er en fælles europæisk standard for, hvor stor en tidsmæssig arbejdsbelastning de enkelte kurser og uddannelser har. Det er denne standard, som dikterer, at et 3-årigt fuldtidsstudie udgøres af 180 ECTS point. Pointene tildeles til de studerende, som består kursets eksaminer og har til hensigt at gøre det lettere at overføre merit mellem forskellige studier, samt at gøre det lettere at anerkende studier på tværs af uddannelsesinstitutioner.