Rejse til Bornholm via Sverige
Skal du rejse mellem Sjælland og Bornholm via Sverige? Få overblik over regler, dokumentationskrav og andre praktiske forhold i forbindelse med din rejse. Guiden er udarbejdet i samarbejde med Bornholms Regionskommune.
En guide for privatpersoner
Denne guide gælder private rejser mellem Sjælland og Bornholm via Sverige.
Hvis du rejser i erhvervsmæssig sammenhæng, skal du kontakte din brancheorganisation for information om regler og tilladelser.
ID og grænsekontrol
Hvis du rejser gennem Sverige til Bornholm, skal du kunne fremvise gyldigt ID ved indrejse. Det kan være pas eller kørekort udstedt i et nordisk land.
Grænsekontrollen gælder, uanset om du rejser med tog, bus, færge eller bil.
Husk, at børn skal medbringe pas, hvis de ikke har andet gyldigt ID-kort.
Medicin og pillepas
Hvis du medbringer medicin, der indeholder euforiserende stoffer, skal du have et pillepas (en Schengen-attest).
Pillepasset dokumenterer, at du lovligt må medbringe medicinen på din rejse. Det er gratis, gælder i op til 30 dage og udstedes på apoteket.
Husk at medbringe dit pas, når du skal have lavet dit pillepas.
Alkohol og tobak
Du må indføre alkohol og tobak til Sverige til privat brug, hvis du opfylder følgende betingelser:
- Du har selv købt varerne
- Varerne er til eget eller familiens brug
- Du transporterer selv varerne fra et andet EU-land til Sverige
Du skal være fyldt 20 år for at medbringe alkohol og 18 år for at medbringe tobak.
De svenske toldmyndigheder vurderer samlet, om indførslen er til privat eller kommerciel brug. Det sker bl.a. ud fra mængde, transport, opbevaring og eventuelle handelsdokumenter.
Fødevarer
Du må medbringe animalske fødevarer fra andre EU-lande, herunder Sverige, til Danmark uden tilladelse eller mængdebegrænsning, hvis det er til privat brug.
Fødevarerne skal være pakket i din bagage eller i den emballage, de er købt i.
Der kan være særlige restriktioner ved udbrud af smitsomme dyresygdomme.
Læs om indførsel af fødevarer til Danmark hos Fødevarestyrelsen
Ved indførsel af fødevarer til Sverige gælder de samme regler for EU-lande.
Læs om indførsel af fødevarer til Sverige hos Jordbruksverket
Kæledyr
Der gælder ikke særlige regler, hvis du rejser i transit gennem Sverige med hunde og katte. Du skal derfor følge de samme regler som ved rejser til Sverige og øvrige EU-lande.
Det betyder bl.a., at dyret skal:
- være ID-mærket
- have et pas
- være rabiesvaccineret
Du skal desuden oplyse, at du har et dyr med, når du passerer tolden ved indrejse til Sverige.
Hestetransport
Hvis du transporterer en hest til eller fra Bornholm via Sverige, skal hesten have et gyldigt hestepas. Hestepasset skal følge hesten under hele transporten.
Du skal desuden have et sundhedscertifikat og en ejererklæring på hesten.
Der gælder forskellige regler afhængigt af, om hesten er registreret eller ej.
Hvis du transporterer heste til konkurrencer, gælder der særlige regler.
Sygesikring
Når du rejser til eller fra Bornholm via Sverige, kan du nøjes med at medbringe dit gule sundhedskort. Det giver dig ret til samme behandling i Sverige som det blå EU-sygesikringskort.
Hvis du bliver syg i Sverige, skal du dog selv betale for visse ydelser hos læge og hospital. Du kan derfor overveje at tegne en privat rejseforsikring.
Vinterdæk i Sverige
Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk i Sverige fra 1. december til 31. marts, hvis der er sne eller is på vejen.
Reglen gælder også, hvis du kører i transit gennem Sverige til eller fra Bornholm.
I Sverige må du bruge pigdæk fra 1. oktober til 15. april. Hvis bilen har pigdæk, skal en eventuel trailer også have pigdæk. Pigdækkene skal som udgangspunkt være taget af senest 15. april.
Du må bruge snekæder, så længe de ikke beskadiger vejen.
Planter
Som privatperson må du indføre planter mellem EU-lande, fx mellem Danmark og Sverige, uden særlig dokumentation.
Du skal dog være opmærksom på, at planterne er sunde og fri for skadedyr og ikke er invasive arter. Der gælder desuden særlige regler for truede planter.
Læs om indførsel af planter til Danmark hos Landbrugsstyrelsen
Våben og ammunition
Hvis du medbringer våben eller ammunition, skal du deklarere det til det svenske toldvæsen, før du rejser ind i Sverige. Det kan du gøre ved at henvende dig i tolden ved ind- og udrejse eller via internettet.
Du skal desuden medbringe gyldigt dansk jagttegn, eventuel riffeltilladelse og et gyldigt EU-våbenpas.
Se vores side om transport af våben og ammunition gennem Sverige
Asylansøgere / ikke-EU-borgere
Hvis du er asylansøger, kan du ikke rejse gennem Sverige til eller fra Bornholm, før du har fået opholdstilladelse i Danmark.
Det skyldes, at du hverken har visum eller opholdstilladelse i Danmark, og at du derfor skal have visum for at rejse gennem Sverige.
Hvis du er indkvarteret på Bornholm, skal du søge om visum hos de svenske myndigheder for at kunne rejse gennem Sverige.
Transport til Bornholm
Du kan rejse til Bornholm via Sverige med tog og færge eller fly.