Hvad er social sikring?

At være socialt sikret i et land indebærer, at du kan have ret til sociale sikringsydelser i det pågældende land. Dette indebærer også, at du eller din arbejdsgiver er forpligtet til at betale sociale afgifter til det pågældende land. Som hovedregel er du socialt sikret i det land, hvor du arbejder.

Når du bor og arbejder i Danmark, er du automatisk socialt sikret i Danmark. Men hvis du vælger at bosætte dig eller arbejde i Sverige, kan det påvirke din sociale sikring.

Social sikring hvis du flytter til Sverige

Hvis du flytter til Sverige, afhænger din sociale sikring af, hvorvidt du også begynder at arbejde i Sverige, eller om du beholder dit danske arbejde. Den sociale sikring følger nemlig som udgangspunkt arbejdslandet. Så hvis du begynder at arbejde udelukkende i Sverige, bliver du socialt sikret i Sverige. Hvis du bibeholder dit arbejde i Danmark, vil du fortsat være socialt sikret i Danmark, så længe du udelukkende pendler til Danmark for at arbejde. Hvis du delvist arbejder i Sverige, fx hjemmefra nogle dage, anses det som at du arbejder i begge lande. Vær opmærksom på, at selvom du fortsætter med at være socialt sikret i Danmark, er dine eventuelle børn socialt sikret i bopælslandet Sverige. Hvis du er arbejdsløs bliver du socialt sikret i dit nye bopælsland.

 

Hvis du arbejder i både Danmark og Sverige, bliver det lidt mere kompliceret at afgøre, hvor du er socialt sikret.

 

Læs også: Arbejde i begge lande

Social sikring hvis du begynder at arbejde i Sverige

Hvis du begynder at arbejde i Sverige, skal du formentlig være socialt sikret i Sverige, selvom du bor i Danmark. Du kan dog i visse tilfælde søge om at beholde din sociale sikring i Danmark. Det kan lade sig gøre, hvis du for eksempel er udsendt til Sverige af din arbejdsgiver, eller hvis du arbejder samtidig i både Danmark og Sverige.

 

Hvis du skal være socialt sikret i Sverige, skal du melde dig til hos Försäkringskassan, den statslige myndighed der administrerer social sikring og udbetaling af ydelser i Sverige. Du tilmelder dig med blanketten "Uppgifter för utredning av försäkringstillhörighet", som du finder på Försäkringskassans hjemmeside. Du skal bruge et svensk personnummer eller "samordningsnummer".

Undersøg hvor du er socialt sikret

Det kan have stor betydning for din privatøkonomi, i hvilket land du er socialt sikret, så det er vigtigt at undersøge, hvilke regler der gælder. I Sverige er det som nævnt den central myndighed Försäkringskassan, der administrerer den sociale sikring og udbetaler de ydelser, som i Danmark som regel ville blive udbetalt af kommunen eller Udbetaling Danmark.

I Danmark har Udbetaling Danmark det øverste ansvar for at træffe afgørelser om social sikring, når det handler om enten udsendelse til Sverige eller arbejde i begge lande med bopæl i Danmark. Det kræver, at du sender en ansøgning til Udbetaling Danmark. Det kan du gøre ved at hente et ansøgningsskema til brug for afgørelse om social sikring på borger.dk.

Hvis du udelukkende arbejder i Danmark, men bor i Sverige, skal du kontakte følgende danske myndigheder, alt efter hvilke sociale ydelser, det drejer sig om:

  • familieydelser - Udbetaling Danmark
  • barseldagpenge - Udbetaling Danmark
  • sygedagpenge - kommunen
  • social pension - Udbetaling Danmark (hvis det er tilkendelse af førtidspension, er det kommunen)
  • sygesikring - kommunen
  • ATP - ATP
  • arbejdsskadesikring - Arbejdsskadestyrelsen
  • arbejdsløshedsforsikring - Din a-kasse

 I Sverige er det i de fleste tilfælde Försäkringskassan, som du skal henvende dig til: 

  • familieydelser (familjeförmåner) - Försäkringskassan
  • barselsdagpenge (föräldrapenning) - Försäkringskassan
  • sygedagpenge (sjukpenning) - Försäkringskassan
  • førtidspension (sjukersättning) - Försäkringskassan 
  • arbejdsskadesikring (arbetsskadeförsäkring) - Försäkringskassan
  • arbejdsløshedsforsikring (arbetslöshetsförsäkring) - A-kasse
  • sygesikring (sjukvård) - Landstinget/Region Skåne
  • ålderspension - Pensionsmyndigheten

Er du i tvivl om, hvilket land der skal stå for din sociale sikring, bør du kontakte relevant myndighed i bopælslandet, dvs. Udbetaling Danmark hvis du bor i Danmark, og Försäkringskassan på Øresunddirekt Malmø hvis du bor i Sverige.

 

Læs også vores guides herunder: