Lige nu kan du opleve lidt længere svartider pga. skattedeklarationer Kontakt

Ny spørgeundersøgelse afdækker nordiske borgeres oplevelse af landenes coronarestriktioner

D. 01-06-2021
De nordiske landes forskellige restriktioner i kampen mod COVID-19 har stadig store konsekvenser for personer og virksomheder, der bevæger sig mellem landene eller arbejder i grænseregionerne. Nu søsætter Grænsehindringsrådet i Norden en tredje spørgeundersøgelse for at følge op på, hvordan de, der bliver påvirket af restriktionerne, oplever situationen.
Print

Foto: Lina Arvidsson

Grænsehindringsrådet arbejder for fri bevægelighed og mobilitet i Norden og vil via spørgeskemaet indsamle input fra personer, der bor, arbejder, studerer eller driver virksomhed i en grænseregion, samt personer, der bevæger sig mellem to nordiske lande på grund af arbejde, studier, virksomhed eller andet.

Spørgeundersøgelsen henvender sig primært til personer i grænseregionerne, hvor den daglige pendling er størst. Som respondent har man dog mulighed for at specificere andre landekombinationer, for eksempel pendling mellem Danmark og Norge eller Åland og Sverige.

Det er den tredje spørgeundersøgelse, som Grænsehindringsrådet gennemfører under pandemien. Den første blev gennemført i juni 2020 og den anden i december samme år. Tanken er, at man skal få sammenlignelige informationer om konsekvenserne af restriktionerne under hele pandemien.

 

Målet er et stærkere samarbejde

Spørgeundersøgelsen gennemføres på samme måde som de to foregående ved hjælp af en formular online. Også denne gang samarbejder Grænsehindringsrådet med Nordisk Ministerråds informationstjeneste Info Norden, Øresunddirekt, Grensetjänsten Norge-Sverige og Nordkalottens Gränstjänst/Grensetjeneste.

Informationstjenesterne har siden midten af marts 2020 løbende rapporteret om corona-relaterede forstyrrelser til Grænsehindringsrådet, som har videreformidlet informationerne til blandt andet de nordiske samarbejdsministre. Også resultaterne fra den tredje spørgeundersøgelse vil blive formidlet til samarbejdsministrene.

Målet med spørgeundersøgelsen er at sætte fokus på de problemer, der følger af landenes forskellige restriktioner og på den måde bidrage til de igangværende diskussioner om, hvordan det nordiske samarbejde kan styrkes i krisetider, blandt andet når det gælder den frie bevægelighed mellem landene.

Spørgeundersøgelsen er åben i hele juni.

 

Gå til spørgeskemaet 

 

Støttes af