Ungdomsuddannelser og gymnasium i Sverige
I Sverige er alle ungdomsuddannelser samlet under betegnelsen gymnasieskolan. Her får du overblik over uddannelsestyper, studieretninger og hvad en svensk gymnasieuddannelse giver adgang til.
Hvad dækker gymnasieuddannelserne?
Når man i Sverige taler om gymnasieuddannelser (gymnasieutbildningar), dækker det alle ungdomsuddannelser. Det gælder både de gymnasiale og de uddannelser, der svarer til danske erhvervsuddannelser.
Der findes 18 forskellige faglinjer, de såkaldte nationale programmer (nationella program), som udbydes på gymnasier i hele Sverige. Derudover findes der en række mere specialiserede linjer, som ikke udbydes alle steder.
Alle danskere under 20 år med en bestået folkeskoleeksamen kan søge ind på svenske ungdomsuddannelser. Er du over 20 år, bliver du i stedet indskrevet i voksenuddannelsessystemet.
Gymnasieprogrammernes varighed
Alle svenske gymnasieprogrammer varer tre år og er universitets- og højskoleforberedende (högskoleförberedande). Det betyder, at de giver adgang til både universitetsuddannelser og erhvervsrettede videregående uddannelser (yrkeshögskolan). Gymnasieprogrammerne svarer dermed overordnet til en dansk studentereksamen.
Gymnasieprogrammernes studieretninger
De seks af studieretningerne fra det nationella program hører til det "Högskoleförberedande program". Disse studieretninger giver både de studerende nogle almene studiekompetencer, samt mulighed for at fordybe sig i emner, som de finder særligt interessante. Der er fx mulighed for at læse på en samfundsfaglig eller naturvidenskabelig linje.
De 12 resterende studieprogrammer (yrkesprogrammerne) giver de studerende nogle kompetencer, der er mere orienteret mod et bestemt fagområde eller arbejde. Disse studieprogrammer er mere målrettet dem, som gerne vil ind på en svensk "yrkesutbildning". En yrkesutbildning minder om en dansk erhvervsuddannelse, men i Sverige skal man læse på gymnasiet, før man kan søge ind på en yrkesutbildning.
Læs mere om studieprogrammerne på utbildningsguiden.skolverket.se
Find listen over de forskellige studieretninger her
Adgang til videregående uddannelser
Alle svenske gymnasieprogrammer giver adgang til videregående uddannelser, også hvis du har gennemført et erhvervsrettet program som fx VVS- og ejendomsprogrammet. Nogle videregående uddannelser stiller dog krav om særlige faglige forudsætninger, kaldet særlige forkundskaber eller adgangskrav (särskilda förkunskaper eller behörighet).
Undersøg altid kravene ved at kontakte den videregående uddannelse, du er interesseret i.
Du kan læse mere om ungdomsuddannelser og gymnasiet i Sverige på disse hjemmesider: