Offentlig pension i Sverige (allmän pension)

Senest opdateret 2026-03-11

Arbejder du i Sverige, optjener du offentlig pension – allmän pension. Her kan du læse, hvordan pensionen finansieres, og hvordan den er opbygget med indkomstpension, præmiepension og garantipension.

Print
En pensionistpar cykler ved bådehavn
Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

Sådan finansieres den offentlige pension

I Sverige finansieres allmän pension i høj grad af arbejdsgiverbetalte sociale afgifter. Hver måned betaler din arbejdsgiver 31,42 % (2026) af din bruttoløn i arbejdsgiverafgifter. For personer over 67 år er satsen 10,21 % (2026).

10,21 % af disse afgifter går til din offentlige pension. I alt indbetales der 18,5 % til din fremtidige pension. En del betales via arbejdsgiverafgifter, mens resten indbetales via din selvangivelse og trækkes automatisk.

 

Den offentlige pensions opbygning

Den offentlige pension i Sverige består af flere dele, hvor nogle er knyttet til din indkomst. Hvis du som dansk statsborger har arbejdet i Sverige og haft pensionsberettiget indkomst, optjener du indkomstpension og præmiepension.

Hvis du har boet i Sverige og haft lille eller ingen indkomst, kan du have ret til garantipension.

Indkomstpension

Indkomstpensionen udgør den største del af den offentlige pension i Sverige. 16 af de 18,5 %, der indbetales til pension, går til indkomstpension.

Præmiepension 

Præmiepensionen finansieres ligesom indkomstpensionen gennem sociale afgifter, som betales i forbindelse med din løn. 2,5 af de 18,5 % går til præmiepension.

I modsætning til indkomstpensionen kan du selv vælge, hvordan pengene skal investeres.

Garantipension 

Garantipension er en statsligt finansieret pension, der skal sikre en indtægt til personer, som har haft meget lille eller ingen indkomst.

Når du ansøger om allmän pension, prøves også din ret til garantipension.

Du kan kun modtage garantipension, hvis du bor i Sverige. For at have ret til fuld garantipension skal du have boet i Sverige i 40 år. Har du boet kortere tid i Sverige, bliver pensionen forholdsmæssigt lavere.

Garantipensionen kan også blive reduceret, hvis du har indkomstpension, udenlandske pensioner mm. Pension fra andre EU-lande indgår i beregningen.

Udbetaling af garantipension til udlandet, herunder Danmark, ophørte 1. januar 2023. Ændringen gælder for personer født 1938 eller senere, som bor uden for Sverige. Der gælder særlige regler for personer født 1937 eller tidligere.

Tillægspension for personer født 1938–1953

Tillægspension er en indkomstafhængig pension, som gælder for personer født i 1938–1953. Pensionen består af en kombination af tillægspension, indkomstpension og præmiepension.

Læs mere på pensionsmyndigheten.se


Se vores side om udbetaling af pension

 

Informationsmøder om pension

Du kan deltage i online informationsmøder hos Pensionsmyndigheten på svensk eller engelsk. Her får du en gennemgang af det svenske pensionssystem og kan stille spørgsmål undervejs.

Find informationsmøder om pension på pensionsmyndigheden.se

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Støttes af