Beskatning af distancearbejde, når du bor i Danmark og arbejder i Sverige
Har du distance- eller hybridarbejde i dit job i Sverige? Her får du overblik over, hvordan du bliver beskattet, når du arbejder helt eller delvist fra Danmark – fx ved hjemmearbejde og forretningsrejser.
Hvilke regler gælder ved distance- og hybridarbejde?
Som udgangspunkt bliver du beskattet i Sverige for arbejde udført i Sverige og i Danmark for arbejde udført i Danmark.
I visse situationer bliver hele din løn dog fortsat beskattet i Sverige, selvom du lejlighedsvis arbejder fra Danmark eller er på midlertidige forretningsrejser i andre lande. Det skyldes en særlig skatteaftale mellem Danmark og Sverige – Øresundsaftalen.
Danmark og Sverige har indgået en ny Øresundsaftale, som gælder fra 2025 og frem. Hvor aftalen fra 2003 kun omfattede privatansatte, gælder den nye aftale både privat- og offentligt ansatte.
Skat af distancearbejde fra 2025
Efter den nye Øresundsaftale, der gælder for både privat- og offentligt ansatte, bliver din løn fra Sverige udelukkende beskattet i Sverige, hvis mindst 50 % af dine arbejdsdage er arbejdsdage i Sverige.
50 %-kravet bliver beregnet for hver 12-månedersperiode, som opgøres løbende. Det betyder, at perioden kan begynde før og slutte efter et indkomstår. Du skal derfor huske at holde styr på dine arbejdsdage både året før, året efter og i selve indkomståret.
Når du har distancearbejde, kan du arbejde hvor som helst i Danmark – ikke kun hjemmefra – og du kan også være på midlertidige forretningsrejser. Det er dog en betingelse, at du ikke arbejder for din arbejdsgivers faste driftssted i Danmark (fx en afdeling eller fabrik).
Som tidligere tæller ferie og sygefravær som arbejdsdage i ansættelseslandet Sverige. En delvis arbejdsdag i Sverige regnes som en hel arbejdsdag.
Hvis du arbejder mindre end 50 % af dine arbejdsdage i Sverige – eller ikke opfylder de øvrige betingelser – bliver du beskattet i Sverige for den del af lønnen, der svarer til dit arbejde dér, og i Danmark for resten.
Læs om Øresundsaftalen hos Skattestyrelsen
Skat ved distancearbejde i 2024 og tidligere
Hvis du bor i Danmark og pendler til Sverige for at arbejde for en privat virksomhed, er du omfattet af Øresundsaftalen fra 2003.
Aftalen betyder, at hele din løn bliver beskattet i Sverige, også selvom du lejlighedsvis arbejder hjemmefra i Danmark eller arbejder fra distance, fx på midlertidige forretningsrejser til andre lande. Det gælder, så længe nedenstående betingelser er opfyldt.
50 %-kravet i 3-månedersperioder
For at være omfattet af Øresundsaftalen skal mindst 50 % af dine arbejdsdage ligge i Sverige i hver 3-månedersperiode. De resterende arbejdsdage kan du bruge på hjemmearbejde i Danmark eller på midlertidige forretningsrejser.
Arbejde, som du udfører på din arbejdsgivers faste driftssted i Danmark (fx afdeling eller fabrik), tæller ikke som arbejde i Sverige og kan derfor ikke indgå i opgørelsen efter Øresundsaftalen.
Sådan opgøres arbejdsdagene
Ved opgørelsen tæller ferie og sygefravær som arbejdsdage i Sverige. Offentlige helligdage tæller derimod ikke som arbejdsdage. En delvis arbejdsdag i Sverige tæller som en hel arbejdsdag.
3-månedersperioderne opgøres løbende og kan begynde før og slutte efter et indkomstår. Har du mindst halvdelen af dine arbejdsdage i Sverige i en given 3-månedersperiode, bliver hele lønnen for perioden beskattet i Sverige.
Du kan bruge Skattestyrelsens Excel-værktøj til at se, om du er omfattet af Øresundsaftalen i løbet af året (se link nedenfor).
Hvis du ikke opfylder 50 %-kravet
Har du under 50 % af dine arbejdsdage i Sverige i en 3-månedersperiode, er du ikke omfattet af Øresundsaftalen i den periode.
I så fald bliver den del af din løn, der svarer til arbejdet i Sverige, beskattet i Sverige, mens resten beskattes i Danmark. Det skal du rette i din årsopgørelse ved at give besked om lønfordeling til både det danske og svenske skattevæsen.
Læs om Øresundsaftalen på skat.dk
Hvis du bor i Danmark, arbejder helt eller delvist hjemmefra og er ansat i den offentlige sektor i Sverige, er du ikke omfattet af Øresundsaftalen fra 2003.
I de fleste tilfælde bliver du beskattet i Sverige for de dage, du arbejder i Sverige, og i Danmark for de dage, du arbejder her.
Hvad betyder det for din sociale sikring?
Om du er omfattet af social sikring i dit bopælsland (Danmark) eller dit arbejdsland (Sverige), afhænger blandt andet af, hvor meget du arbejder i hvert land.
Når du er omfattet af et lands sociale sikringssystem, har du ret til sociale ydelser og til at optjene pension i det land. Samtidig skal du eller din arbejdsgiver betale sociale bidrag dér.
Bor du i Danmark og arbejder for en privat svensk arbejdsgiver, kan din sociale sikring også få betydning for, hvordan din løn bliver beskattet i Danmark.
Hvis din løn er beskattet i Sverige, og er du omfattet af det svenske sociale sikringssystem, skal du ikke betale dansk skat af indkomsten. Du skal dog oplyse din udenlandske indkomst i dit danske oplysningsskema (exemption med progressionsforbehold).
Bor du derimod i Danmark og er socialt sikret her, mens du arbejder for en privat svensk arbejdsgiver, bliver din svenske løn også beskattet i Danmark. I den situation kan du skulle betale forskellen mellem den svenske betalte skat og den beregnede danske skat (creditmetoden).
Se vores side om social sikring
Se vores side om social sikring ved arbejde i både Sverige og Danmark
Læs om exemption- og creditmetoden hos Skat
Hvad bør øresundspendlere overveje i forhold til beskatning?
Skab overblik over, hvor mange dage du har distancearbejde, fx hjemmearbejde i Danmark, hvor mange dage du er på forretningsrejser i tredjelande, og hvor mange arbejdsdage du har i Sverige.
Opfylder du ikke betingelserne i Øresundsaftalen, skal du selv sørge for at fordele din løn korrekt mellem Danmark og Sverige. Det gør du ved at give Skattestyrelsen besked om fordeling af løn i din årsopgørelse.
Har din arbejdsgiver trukket svensk skat af hele lønnen, skal du også kontakte Skatteverket for at få korrigeret SINK-skatten.
Se reglerne i Øresundsaftalen hos Skat
Hjælp til at holde styr på dine distancearbejdsdage
Skattestyrelsen har udviklet et hjælpeværktøj, som gør det lettere for dig, der pendler over grænsen og har distancearbejde, at holde styr på dine arbejdsdage. Du kan downloade værktøjet og registrere dine arbejdsdage løbende. På den måde kan du se, om du nærmer dig grænsen for antallet af distancearbejdsdage i Øresundsaftalen.
Hjælpeværktøjet for 2025 er endnu ikke klar.
Hent hjælpeværktøjet for 2025 og tidligere år hos Skattestyrelsen