Orlov mens du arbejder i Sverige
Arbejder du i Sverige og vil holde orlov? Få overblik over dine rettigheder til fx barsel og uddannelsesorlov, og forstå forskellen på ret til orlov og ret til ydelse.
Ret til orlov og ret til ydelse
Når du arbejder i Sverige, skal du kende forskel på retten til orlov og retten til ydelse. Det er to forskellige systemer.
Retten til orlov handler om, hvornår du må være væk fra dit arbejde. Retten til ydelse handler om, om du kan få økonomisk kompensation under din orlov.
Barselsorlov i Sverige (tjänstledighet)
Barselsorlov i Sverige adskiller sig fra de danske regler på flere punkter. Den vigtigste forskel er, at du kan få barselsdagpenge i op til 480 dage.
Du har fleksible muligheder for at tilrettelægge din orlov. Du kan fx gemme dage og bruge dem senere.
Det er Försäkringskassan, der beregner og udbetaler dine barselsdagpenge.
Læs om barsel i Sverige på forsakringskassan.se
Se vores side om barsel i Sverige
Kontakt Försäkringskassan hos Øresunddirekt
Uddannelsesorlov i Sverige
Vil du tage en uddannelse, kan du som lønmodtager få orlov uden løn fra dit arbejde. Uddannelsen skal være godkendt og følge en kursus- eller studieplan.
Du skal have været ansat hos din arbejdsgiver i mindst seks måneder – eller i mindst 12 måneder inden for de seneste to år.
Din arbejdsgiver har ret til at udskyde din orlov til et senere tidspunkt end det, du har ønsket. Hvis din orlov bliver udskudt, skal du have besked hurtigtst muligt. Du skal også have en saglig begrundelse for udskydelsen – fx hensyn til virksomhedens drift.
Hvis din arbejdsplads er dækket af en overenskomst, kan du inddrage din faglige organisation, hvis du er uenig i udskydelsen.
Læs om ret til uddannelsesorlov på riksdagen.se
Andre typer orlov
For andre typer orlov i Sverige aftaler du som regel vilkårene med din arbejdsgiver.