Folkemødet 2026: Stort engagement for mulighederne på tværs af Øresund
Øresunddirekt deltog i år på Folkemødet på Bornholm, hvor fredagen bød på mange gode og inspirerende samtaler med besøgende, da vi stod klar i Euro-teltet. Interessen for at studere, arbejde og bevæge sig på tværs af Øresund var stor, ikke mindst blandt de unge.

Vi tilbragte fredagen på Folkemødet, hvor vi var inviteret til Euro-teltet, for at fortælle om vores Interreg-projekt Grænsependling over Øresund med unge i fokus. Flere besøgende var nysgerrige på mulighederne for at studere i Sverige, mens andre tog fat i arbejdsmarkedsforholdene i både Danmark og Skåne. Samtalerne viste tydeligt, at der stadig er et stort potentiale i at tænke regionen som ét fælles arbejdsmarked. Blandt andet blev kompetencemangel inden for visse brancher i Danmark og samtidig arbejdsløshed i Skåne fremhævet som et oplagt område, hvor øget grænsependling kan gøre en forskel.
Også Bornholm blev nævnt som en destination med uudnyttet potentiale. En besøgende pegede på, at øen har en international arbejdsmarkedsprofil, men at relativt få svenskere i dag søger job der, hvilket med fordel kan udvikles fremover.
Under dagen var der også plads til mere uformelle møder. Mange lagde vejen forbi vores lykkehjul, hvor de blandt andet kunne teste deres svensk-kundskaber. Det førte til både grin og gode snakke.
På Folkemødet satte vi fokus på vores Interreg-finansierede projekt Grænsependling over Øresund med unge i fokus. Projektet arbejder for at styrke unges muligheder for at studere, arbejde og bevæge sig på tværs af grænsen mellem Danmark og Sverige, blandt andet gennem øget kendskab, samarbejde og konkrete indsatser, der gør det lettere at tage springet over sundet.
Aktiviteterne på Folkemødet blev gennemført i samarbejde med Cross Border Talent Bridge, som deler ambitionen om at skabe en mere sammenhængende og attraktiv grænseregion for unge.
Vi vil gerne takke alle, der kiggede forbi og bidrog med perspektiver, spørgsmål og erfaringer. Folkemødet bekræftede, at interessen for en stærkere, fælles arbejds- og uddannelsesregion over Øresund er stor, og at der er meget at bygge videre på.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Projektet ”Grænsependling over Øresund med unge i fokus” er delfinancieret af Interreg og gennemføres i samarbejde med:
- Länsstyrelsen Skåne
- Øresunddirekt
- Øresundsinstituttet
- Region Skåne
- Lunds Universitet
- Roskilde Universitet