EU-støtte til nyt projekt om unges Øresundspendling – Øresunddirekt er partner

2025-06-20

Et nyt stort Interreg-projekt har netop modtaget bevilgning fra EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak. Projektet skal styrke unges kendskab til mulighederne på tværs af Øresund og undersøge, hvordan flere unge kan motiveres til at studere, arbejde og pendle over grænsen. Øresunddirekt er partner i projektet, som løber frem til 2028.

Print

Bag projektet står Øresunddirekt Sverige/Länsstyrelsen Skåne, Øresunddirekt Danmark/Greater Copenhagen og Øresundsinstituttet, der sammen med en række andre aktører vil analysere, formidle og skabe konkrete indsatser målrettet unge i regionen. Projektet tager udgangspunkt i den udvikling, at Øresundspendlingen generelt er stigende, mens den er faldende blandt unge under 30 år – en tendens, som vækker bekymring i forhold til både fremtidens arbejdsmarked og det regionale fællesskab.

Med Interreg-støtten får Øresunddirekt nu mulighed for at styrke sin indsats over for en yngre målgruppe. Det giver blandt andet mulighed for at indlede nye strategiske kommunikations- og informationsaktiviteter, som kan bidrage til at øge unges viden om deres muligheder på tværs af Øresund og mindske de barrierer, der kan stå i vejen for mobilitet.

Projektet bygger videre på det samarbejde, som Øresunddirekt indledte i 2024 med Länsstyrelsen Skåne og Øresundsinstituttet om unges pendling. Den nye bevilling gør det muligt at gå skridtet videre – med systematisk kortlægning, videndeling og målrettet formidling som centrale elementer.

Projektet har en samlet økonomi på 22 millioner svenske kroner, hvoraf 60 procent finansieres af Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.

Læs mere om det indledende arbejde til projektet i en tidligere artikel

 

Læs mere hos News Øresund

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Støttes af