Dåb og navngivning af børn i Sverige

Senest opdateret 2026-01-06

I Sverige kan du vælge at døbe dit barn eller holde en navngivningsceremoni uden religiøst indhold. Her får du overblik over dåb i den svenske kirke, andre ceremonier og reglerne for registrering af barnets navn.

Print
Barn bliver døbt
Foto: Josh Applegate/Unsplash
 

Dåb i den svenske kirke

Dåb i kirken markerer barnets optagelse i den svenske kirke og i den kristne tro. Det er en udbredt misforståelse, at barnet får sit navn ved dåben, men det er ikke tilfældet. Dåben handler i virkeligheden om at byde barnet velkommen i det kristne fællesskab.

Børn døbes typisk i forbindelse med kirkens søndagshøjmesse. Da det er blevet mere populært for unge at blive døbt senere i livet, gennemføres ceremonien nu også jævnligt i forbindelse med konfirmationer.

Ved de fleste svenske dåbsceremonier får barnet et dåbslys med hjem, som kan tændes på årsdagen for dåben. Efter barnedåben holder familien ofte en fest i hjemmet, hvor barnet får dåbsgaver, ligesom man kender det fra Danmark.

Selve dåben er gratis uanset, hvor i Sverige dåben finder sted.

Læs mere om svensk barnedåb på svenskakyrkan.se

 

Navngivning uden dåb

Mange forældre vælger at fejre deres barn med en navngivningsceremoni i stedet for en traditionel dåb i kirken. Der er ingen faste regler for en navngivningsceremoni, og det er op til forældrene selv at beslutte, hvordan ceremonien eller festen skal se ud.

 

Frist for registrering af navn

Uanset om du vælger dåb, en navngivningsceremoni eller noget helt tredje, skal dit barns navn registreres, inden det fylder tre måneder. Registreringen sker ved, at du udfylder en blanket fra Skatteverket, som skal underskrives af begge indehavere af forældremyndigheden.

Læs mere om registrering af nyfødte på skatteverket.se

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Støttes af