Udbetaling af pension i Danmark og Sverige
Hvis du har arbejdet i både Danmark og Sverige, kan du have optjent pension i begge lande. Her kan du læse, hvem du skal kontakte for at få din pension udbetalt, afhængigt af hvor du bor, når du går på pension.
Du søger pension i det land, hvor du bor
Hvis du har arbejdet i flere lande, skal du normalt søge pension i det land, hvor du bor, når du går på pension. Myndighederne i dit bopælsland samarbejder derefter med de andre lande, hvor du har optjent pension.
Hvis du bor i Danmark og har arbejdet i Sverige
Når du arbejder i Sverige, optjener du ret til svensk pension.
Hvis du bor i Danmark, når du nærmer dig pensionsalderen, skal du kontakte Udbetaling Danmark og oplyse, at du har optjent pension i Sverige.
Udbetaling Danmark sender derefter oplysningerne videre til Pensionsmyndigheten, som beregner, beskatter og udbetaler din svenske pension.
Hvis du bor i Sverige og har arbejdet i Danmark
Hvis du bor i Sverige, når du går på pension, skal du kontakte Pensionsmyndigheten for at få udbetalt din danske pension. Det gælder, uanset om du kun har arbejdet i Danmark eller både i Danmark og Sverige.
Pensionsmyndigheten behandler din ansøgning i samarbejde med Udbetaling Danmark og ATP i Danmark.
Det er en god idé at kontakte Pensionsmyndigheten i god tid, før du går på pension – helst seks måneder før.
Husk også at give din danske pensionskasse besked om, at du går på pension og bor i Sverige.
Det skal du være opmærksom på
- Udbetaling Danmark udbetaler folkepension i Danmark.
- Du skal betale skat af din danske pension i Danmark. Det gælder både folkepension, ATP og arbejdsmarkedspension. Du skal også betale skat i Sverige, men den svenske skat modregnes i den danske skat.
- Du kan ikke overføre en dansk arbejdsmarkedspension til en udenlandsk pensionsopsparing.
Din danske pensionsopsparing, når du ikke arbejder i Danmark
Din danske folkepension bliver stående i Danmark, indtil du når pensionsalderen. Du kan også lade din arbejdsmarkedspension stå i din danske pensionskasse, indtil du går på pension. I nogle tilfælde kan du få pengene udbetalt før tid, men så skal du betale en afgift på 60 %.
Kontakt din danske pensionskasse for at høre om dine muligheder for at få udbetalt din pensionsopsparing.
Du kan som udgangspunkt ikke overføre en dansk pensionsopsparing til en svensk pensionsordning. Det betragtes som en ophævelse af din danske pensionsordning og dermed en førtidig udbetaling, som normalt udløser en afgift på 60 %.
Læs om dansk pension i udlandet på borger.dk
Læs om svensk pension hos Pensionsmyndigheten
Beskatning af pensionsafkast
I Danmark beskattes afkastet af din pensionsopsparing med 15,3 %. Skatten kaldes PAL-skat (pensionsafkastskat) og trækkes løbende, når du har en pensionsopsparing i Danmark.
Tidligere kunne personer, der var begrænset skattepligtige i Danmark, søge om fritagelse for PAL-skat. Det blev dog ændret med den nye Øresundsaftale, der trådte i kraft fra 1. januar 2025. Nu skal alle med dansk pensionsopsparing betale PAL-skat på samme vilkår som personer, der bor i Danmark.
Se vores side om den nye Øresundsaftale
Informationsmøder om pension
Du kan deltage i online informationsmøder hos Pensionsmyndigheten på svensk eller engelsk. Her får du en gennemgang af det svenske pensionssystem og kan stille spørgsmål undervejs.