Pensionssystemet i Danmark
Hvis du arbejder og betaler skat i Danmark, optjener du ret til dansk folkepension. Ligesom i Sverige består pensionssystemet af tre dele: offentlig pension, arbejdsmarkedspension og privat pensionsopsparing.
Det skal du vide om pensionssystemet i Danmark
Når du arbejder og er skattepligtig i Danmark, optjener du ret til dansk pension – også selvom du bor i Sverige.
Det danske og svenske pensionssystem er ikke helt ens. Derfor har vi samlet det vigtigste om dansk pension på denne side.
Den offentlige del af pensionen er mindre i Danmark end i Sverige. Samtidig er det ikke alle danske arbejdsgivere, der tilbyder arbejdsmarkedspension. Derfor har mange i Danmark også en privat pensionsopsparing.
Ligesom i Sverige består pensionen af tre dele, som illustreret nedenfor:
- offentlig pension
- arbejdsmarkedspension
- privat pensionsopsparing

Folkepension – den offentlige pension
Alle EU-borgere, der arbejder og betaler skat i Danmark, optjener ret til dansk folkepension.
Den offentlige pension i Danmark består blandt andet af folkepension og forskellige pensionstillæg.
Der findes også førtidspension til personer, der ikke kan arbejde på grund af varig sygdom eller nedsat arbejdsevne.
Læs om folkepension på borger.dk
Arbejdsmarkedspension - via dit arbejde
Det, som i Sverige kaldes tjänstepension, kaldes i Danmark arbejdsmarkedspension. Den indbetales normalt både af din arbejdsgiver og af dig selv gennem din løn.
Det er dog ikke alle arbejdsgivere, der tilbyder arbejdsmarkedspension, derfor er det vigtigt at undersøge, hvad der står i din ansættelseskontrakt.
Arbejdsmarkedspension er ofte en del af kollektive overenskomster, men mange arbejdsgivere uden overenskomst tilbyder også en individuel firmapension. Du bør derfor tjekke med din arbejdsgiver, om virksomheden indbetaler til en pensionsordning for dig. Det bør også fremgå af din ansættelseskontrakt.
Bemærk, at du ikke nødvendigvis har ret til firmapension, selvom andre på arbejdspladsen har det. Pension bliver i nogle tilfælde forhandlet individuelt.
Læs om arbejdsmarkedspension på borger.dk
Privat pensionsopsparing - individuel pension
Ligesom i Sverige findes der også private pensionsopsparinger i Danmark. Mange vælger en privat opsparing som supplement til deres arbejdsmarkedspension – eller som alternativ, hvis de ikke har en.
Da folkepensionen er lavere i Danmark end i Sverige, og mange slet ikke har en arbejdsmarkedspension, vælger mange at supplere med en privat pensionsopsparing.
Læs om individuel pension på borger.dk
Efterløn - via din a-kasse
I Danmark findes der en ordning, der hedder efterløn. Det er ikke alle, der er omfattet af ordningen.
For at få efterløn skal du have været medlem af en a-kasse og have betalt efterlønsbidrag til den.
Efterløn giver mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen, men du skal opfylde en række betingelser for at få efterløn. Blandt andet skal du have været medlem af en a-kasse og indbetalt efterlønsbidrag i en længere periode. Du kan se de aktuelle krav til efterløn på borger.dk.
Har du spørgsmål om din pension?
Hvis du har spørgsmål om din danske pension, kan du kontakte Udbetaling Danmark.
Find Udbetaling Danmarks kontaktpunkter på borger.dk