Vejledning: Den danske årsopgørelse for grænsependlere
Bor du i Sverige og arbejder i Danmark? Her får du en vejledning til din danske årsopgørelse: hvad du skal tjekke, hvilke fradrag du kan have ret til, og hvilke rubrikker du især skal være opmærksom på.

Sådan er du skattepligtig i Danmark som grænsependler
Hvis du bor i Sverige og arbejder i Danmark, er du som udgangspunkt begrænset skattepligtig i Danmark.
Har du optjent mindst 75 % af din samlede arbejdsindkomst i Danmark, kan du vælge beskatning efter grænsegængerreglerne. Det giver dig mulighed for fx at trække private renteudgifter fra på din danske årsopgørelse.
Læs mere om, hvordan du retter din årsopgørelse efter grænsegængerreglerne nederst på siden.
Hos Skattestyrelsen finder du også information om skat for dig, der bor i Sverige og har indkomst i Danmark.
Læs om skat for pendlere på skat.dk
Hjemmearbejde og skat
Bor du i Danmark og arbejder i Sverige, kan hjemmearbejdsdage i Danmark påvirke, hvor din løn skal beskattes.
Hvis du har mange arbejdsdage hjemme i Danmark, kan det betyde, at du ikke længere kun skal betale skat i Sverige af lønnen fra din svenske arbejdsgiver. Det kan også påvirke din forskudsopgørelse.
Se vores side om beskatning af distancearbejde
Hold styr på dine distancearbejdsdage
Skattestyrelsen har lavet et hjælpeværktøj, der kan hjælpe dig med at forberede dit oplysningsskema og din årsopgørelse. Værktøjet er især relevant for dig, der pendler over Øresund og har distancearbejdsdage.
Du kan også bruge skemaet til at registrere dine arbejdsdage i 2026 løbende. På den måde kan du holde styr på dine dage og se, om du nærmer dig grænsen for distancearbejde i Øresundsaftalen.
Hent skema til registrering af distancearbejdsdage på skat.dk
Ret din årsopgørelse i TastSelv
Fra midten af marts hvert år kan du se din årsopgørelse i Skattestyrelsens TastSelv.
Du logger ind med MitID eller en TastSelv-kode fra Skattestyrelsen.
Når du retter din årsopgørelse i TastSelv, kan du se resultatet med det samme.
Hvis du ikke kan bruge TastSelv, skal du udfylde et oplysningsskema på papir. I april sendes årsopgørelsen per brev til borgere, der er fritaget for TastSelv eller ikke er tilmeldt Digital Post.
Oplysningsskema på papir
Hvis du ønsker oplysningsskemaet på papir, kan du bestille det via TastSelv eller finde det på skat.dk som blanket 04.009.
Find blanket 04.009 på skat.dk
Hvis du bliver beskattet efter grænsegængerreglerne, skal du også udfylde et supplement til oplysningsskemaet: blanket 04.031. I blanketten kan du også se, om der er andre blanketter, du skal bruge.
Du skal kun sende yderligere dokumentation til Skattestyrelsen, hvis de beder om det.
Find blanket 04.031 på skat.dk
Godt at vide: Du skal ikke udfylde oplysningsskemaet på papir, hvis du indberetter dine oplysninger i TastSelv.
Angiv beløb i danske kroner
Når du udfylder årsopgørelsen, skal alle beløb angives i danske kroner.
Omregningskursen for svenske kroner i 2025 er 67,43 DKK ifølge Statistikbanken (2024: 65,27 / 2023: 64,94). Kursen opdateres hvert år i januar.
Se vores side om valutaomregning SEK til DKKSe aktuelle valutakurser hos Nationalbanken
Vigtige datoer for årsopgørelsen
- 24. marts – Skattestyrelsen åbner for den digitale årsopgørelse
- 1. maj – Frist for at rette den digitale årsopgørelse
- 1. juli – Frist, hvis du indsender oplysningsskema på papir
Vigtige rubrikker i årsopgørelsen
Her skal hele din løn stå – altså bruttobeløbet før am-bidrag og A-skat.
I TastSelv kan du se den samlede indkomst, din arbejdsgiver har indberettet til Skattestyrelsen. Du kan også finde din samlede årsindkomst på årets sidste lønseddel.
Hvis der er fejl i beløbet, skal du kontakte din arbejdsgiver.
Du kan få befordringsfradrag for transport mellem din bopæl og din arbejdsplads i Danmark.
Fradraget består af et kilometerfradrag og et fradrag for rejsen over Øresund – enten over broen eller med færgen mellem Helsingborg og Helsingør.
Kilometerfradrag
Du kan få fradrag for transport mellem din bopæl og din arbejdsplads – uanset om du rejser med tog, bil eller båd.
Fradraget beregnes efter faste satser og kun for de faktiske arbejdsdage. Du kan kun få fradrag for den del af transporten, der ligger ud over 24 km pr. dag.
Satser pr. arbejdsdag i 2026
- 0–24 km: 0 DKK/km
- 24–120 km: 2,28 DKK/km
- Over 120 km: 1,14 DKK/km
Satser pr. arbejdsdag i 2025
- 0–24 km: 0 DKK/km
- 24–120 km: 2,23 DKK/km
- Over 120 km: 1,12 DKK/km
Fradrag for rejse med færge
Rejser du med færge mellem Helsingborg og Helsingør, skal du kun beregne kilometer på land – fra din bopæl til færgen eller fra færgen til din arbejdsplads.
Du får kun fradrag for hele færgeudgiften, hvis du har mere end 24 km transport på land tur/retur, da bundgrænsen altid skal trækkes fra.
Fradrag for rejser med tog eller bil over broen
Rejser du med tog over Øresundsbroen, kan du få fradrag på 8 DKK pr. tur – altså 16 DKK pr. arbejdsdag (2026).
Kører du bil, kan du få fradrag på 50 DKK pr. tur (2026). Medpassagerer i bil får ikke brofradrag.
Du kan kun få fradrag, hvis du selv betaler dine rejseudgifter.
Aktuelle fradragssatser
Satserne for befordringsfradrag bliver opdateret hvert år. Du kan holde dig opdateret hos Skattestyrelsen.
Se de aktuelle fradragssatser på skat.dk
Beregn dit befordringsfradrag
Når du beregner fradraget, skal du kende antallet af arbejdsdage i løbet af året. Feriedage, sygedage og lignende tæller ikke med - du skal kun medtage dage, hvor du faktisk har rejst til og fra arbejde.
Skattestyrelsen kan bede om dokumentation for antallet af arbejdsdage. Det er derfor en god idé at gemme kvitteringer fra fx månedskort eller udskrifter fra Øresundsbron.
Du kan bruge Skattestyrelsens beregner. Her skal du angive din adresse, din arbejdsgivers adresse og antallet af arbejdsdage.
Hvis du er medlem af en dansk fagforening, kan du få fradrag for dit kontingent.
Fradraget for fagforening kan højst være 7.000 kr. om året i 2026.
I TastSelv er beløbet som regel allerede udfyldt. Hvis der er fejl i beløbet, skal du først kontakte din fagforening. Derefter kan du eventuelt kontakte Skattestyrelsen.
Hvis du er medlem af en dansk a-kasse, kan du få fradrag for hele dit kontingent.
I TastSelv er beløbet som regel allerede udfyldt. Hvis der er fejl i beløbet, skal du først kontakte din a-kasse. Derefter kan du eventuelt kontakte Skattestyrelsen.
Hvis du har arbejdet i Danmark hele året, får du automatisk et personfradrag.
Hvis du kun har arbejdet i Danmark en del af året, har du ikke ret til et fuldt personfradrag. I stedet kan du vælge en såkaldt helårsomregning af din løn. Så beregnes dit personfradrag ud fra din løn omregnet til et helt år.
Beregningen sker automatisk. Du betaler herefter skat i forhold til den periode, du har arbejdet i Danmark, og personfradraget bliver beregnet i forhold til, hvor mange måneder du har arbejdet i Danmark.
Øvrige rubrikker ved beskatning efter grænsegængerreglerne
Hvis du vælger beskatning efter grænsegængerreglerne, kan følgende rubrikker også være relevante:
- Rubrik 21: Privat dansk ratepension
- Rubrik 43: Renteudgifter på danske studielån
- Rubrik 56: Underholdsbidrag (ægtefællebidrag / børnebidrag)
- Rubrik 348: Renteudgifter på offentlig gæld
- Rubrik 460: Servicefradrag / håndværkerfradrag
- Rubrik 462: Renteudgifter på ejendom i Sverige
- Rubrik 463: Danske renteudgifter på forbrugslån
- Rubrik 464: Udenlandske private nettorenteudgifter, fx svenske studielånsrenter
- Rubrik 465: Bidrag til efterlønsordning og fleksydelse
På supplementet til oplysningsskemaet finder du også rubrikker for ægtefælleoplysninger (nr. 470–478), hvis du er gift, bor sammen med din ægtefælle og ønsker at bruge grænsegængerreglerne.
Få hjælp hos Skattestyrelsen
Hvis du er i tvivl om reglerne, kan du få vejledning hos Skattestyrelsen.
Find dine fradrag i fradragsvejlederen på skat.dk
Du kan også kontakte Skattestyrelsen på telefon +45 72 22 18 18
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Personlig hjælp til årsopgørelsen
Skatteverket på Øresunddirekt hjælper med spørgsmål om den danske årsopgørelse og den svenske skattedeklaration.
Ring på 040 17 64 00 eller besøg os på informationscenteret i Malmø.