Luciadag – lys i vinterens mørke
Luciadag fejres den 13. december og markerer mindet om den hellige Lucia fra Syrakus på Sicilien. I Norden er dagen blevet en lysfest, der samler sang, traditioner – og i Københavner et moderne take blevet populært: Luciaoptog i kajakker med lyskæder.
Hvem var den hellige Lucia?
Lucia levede i 300-tallet på Sicilien og blev martyr under kristenforfølgelserne.
I det gamle Romerrige blev kristendommen forbudt, da den ikke tillod ofringer til kejseren som en gud, og derfor levede mange kristne i skjul i byens katakomber. Lucia var omvendt til kristendommen, men vovede sig alligevel ud om natten med mad til sine medkristne. For at finde vej i mørket havde hun bundet en krans med lys i om hovedet.
På tragisk vis blev Lucia opdaget i sit ærinde og henrettet den 13. december i år 304. Siden blev hun en af de få kvindelige helgener, den katolske kirke fejrede.
Navnet Lucia stammer fra lux, der meget passende betyder lys, som er kernen i traditionen.
Sankta Lucia forbindes dog ikke kun med lys og glæde, hun er også blevet skytshelgen for blinde og mennesker med øjensygdomme.
Ifølge nogle myter fik hun denne helgenstatus, fordi hendes øjne enten blev revet ud under tortur, eller fordi hun selv fjernede dem for at undgå en påtrængende frier.
Uanset årsagen afbildes hun ofte med en skål med to øjne og en brændende lampe.
En lysfest i den mørkeste tid
I den gamle julianske kalender blev natten mellem 12. og 13. december regnet som årets længste, og derfor opstod de nordiske lysfester.
I Sverige og Norge levede folkesagnet om Lussi desuden. En mørk skikkelse, der kontrollerede, om man havde forberedt sig ordentligt til julen, og som man dengang forbandt med djævlen Lucifer.
Lucia kom siden til at symbolisere det modsatte: håb og lys i vintermørket.
Toner fra Napoli til Norden
Den kendte luciasang bygger på en napolitansk folkemelodi, som er en hyldest til havneområdet Borgo Santa Lucia i Napoli.
Den har fået nye tekster mange gange, og i Danmark kender vi den især i Alex Garffs version “Nu bæres lyset frem”. Den mest kendte svenske tekst, “Sankta Lucia, ljusklara hägring”, blev skrevet af Arvid Rosén i 1928 og bruges stadig de fleste luciaoptog i Sverige – næsten 100 år senere.
Luciaoptoget vandrede fra Sverige til Danmark
Det moderne, nordiske luciaoptog har svensk oprindelse. I 1927 arrangerede Stockholms Dagblad det første store offentlige luciaoptog og kårede byens Lucia – en tradition, der hurtigt spredte sig til resten af landet. I dag vælger de fleste svenske byer deres egen Lucia, og fejringen fylder både i hjem, skoler og byrum, med bagværket lussekatter, de gule safranboller, som fast element.
Danmarks første luciaoptog blev afholdt i København i 1944 under besættelsen. Efter krigen kiggede danskerne mod Sverige og resten af Norden for kulturel inspiration, mens Tyskland var i skammekrogen. Lucia blev derfor indlemmet som en fast del af den danske decembermåned i en periode, hvor Europa i høj grad trængte til lys.
En tradition i udvikling
I København har Lucia fået en moderne og meget lokal fortolkning i form af Lucia i kajak. Her bevæger et stort optog af kajakker og andre flydende transportmidler sig gennem havnen, oplyst af lyskæder og levende lys, der spejler sig i vandet.
Luciasangen spilles ofte undervejs, og mange synger med fra kajakkerne, når der ikke er for meget bølgegang. Det er dog mere hyggelig fællessang end et traditionelt kor, hvilket er en del af charmen.
Traditionen begyndte som et lille initiativ fra Kayak Republic, men er i dag blevet et af december måneds mest fotograferede events i byen. Det er både poetisk, skørt og meget københavnsk.
Også i Sverige har alternative luciaoptog bredt sig. Her finder du fx Lucia til hest, hundelucia med udklædte hunde og sågar “Lucia i bastu”, hvor Luciasangen bliver sunget i saunaen.
Der er altså ingen tegn på, at traditionen er ved at uddø – tvært imod er den et fint eksempel på, hvordan nordiske traditioner kan udvikle sig og få nyt liv på tværs af Øresund.
