Våben og ammunition til Bornholm via Sverige
Skal du have våben eller ammunition med gennem Sverige? Få overblik over regler for deklaration, dokumentation og transport – både ved ind- og udrejse.
Våbenpas eller permanent tilladelse?
Hvis du medbringer våben eller ammunition til Sverige i op til tre måneder, skal du have et gyldigt EU-våbenpas.
Udstyr som fx lyddæmpere betragtes også som våben i Sverige.
Hvis opholdet varer længere end tre måneder, skal du søge om permanent tilladelse.
Deklaration i Sverige
Du skal altid oplyse toldmyndighederne om, at du har våben og ammunition med, når du rejser ind og ud af Sverige – også ved gennemrejse til eller fra Bornholm.
Du kan både deklarere våben og ammunition online og ved den svenske grænse, som beskrevet nedenfor.
Sådan deklarerer du online
Hvis du har et gyldigt EU-våbenpas eller en gyldig våbenlicens, kan du deklarere våben og ammunition online hos Tullverket. Når du har udfyldt deklarationen, modtager du et anmeldelsesnummer via e-mail.
Hvis du opfylder betingelserne, behøver du ikke stoppe i tolden ved indrejse. Ved kontrol skal du kunne fremvise anmeldelsesnummer og gyldigt dansk jagttegn.
De svenske myndigheder anbefaler desuden, at du medbringer EU-våbenpas eller våbenlicens samt eventuelle tilladelser.
Efter din rejse skal du afmelde våben og ammunition inden for 20 dage.
Læs om online-deklaration hos Tullverket
Deklaration ved tolden
Du kan også deklarere våben og ammunition ved at udfylde en blanket på forhånd og fremvise den i tolden ved ind- og udrejse. Blanketten ligger på Tullverkets hjemmeside.
I tolden skal du bl.a. kunne fremvise gyldigt dansk jagttegn, EU-våbenpas eller våbenlicens samt relevante tilladelser.
Læs om deklaration ved tolden hos Tullverket
Afgifter, skat og moms ved transport af våben
Når du rejser med våben og ammunition inden for EU, skal du ikke betale skat, moms eller andre afgifter, når du krydser en landegrænse.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Rejse til Bornholm via Sverige?
Vi giver dig et overblik over en række administrative procedurer og regler i forbindelse med din rejse til Bornholm via Sverige.