Lejlighed: Bostadsrätt eller ägarlägenhet
En bostadsrätt er en svensk boligform, der er en mellemting mellem en dansk ejerlejlighed og en andelslejlighed. En ägarlägenhet er derimod en relativt ny boligform i Sverige, som svarer til en dansk ejerlejlighed. Her kan du blive klogere på forskellene.
Bostadsrättsförening (svensk andelsforening)
Når du køber en bostadsrätt i Sverige, bliver du medlem af en bostadsrättsförening og ejer en andel af foreningen. Det er foreningen, der ejer ejendommen, mens du har brugsret til lejligheden.
Som medlem af en bostadsrättsförening ejer du ikke selve lejligheden - den ejes af foreningen. Du har til gengæld ansvaret for at vedligeholde og reparere lejligheden indvendigt.
Ejendommen, haven og fællesarealerne forvaltes i fællesskab af foreningens medlemmer. Ud over købsprisen betaler du derfor en månedlig afgift til bostadsrättsföreningen, som dækker fællesudgifter. Afgiften fremgår af salgsmaterialet og bruges blandt andet til lån, afdrag, skatter, drift, vedligeholdelse og indbetalinger til fonde.
Afgift og forbrug
Ud over afgiften til foreningen betaler du typisk for el, varme og vand. Bostadsrättsföreningen har ansvaret for ejendommens økonomi og vedligeholdelse.
Som medlem har du stemmeret på foreningens generalforsamling og dermed mulighed for at få indflydelse på driften og på størrelsen af den månedlige afgift.
Når du sælger lejligheden igen, fastsætter du selv salgsprisen. Foreningen har ikke ret til en del af fortjenesten, og salgsprisen bestemmes af markedsværdien.
Læs også vores guide til boligsalg i Sverige
Ägarlägenhet (svensk ejerlejlighed)
Ägarlägenheter er en relativt ny boligform i Sverige. Kort fortalt betyder det, at du både ejer og bor i en lejlighed i en fleretages ejendom, ligesom ved en dansk ejerlejlighed.
Hver ägarlägenhet betragtes som en selvstændig ejendom og regnes som fast ejendom på samme vilkår som et hus. Derfor kaldes boligformen også en ägarlägenhetsfastighet.
En væsentlig forskel mellem en ägarlägenhet og en bostadsrätt er, at du i en ejerlejlighed ejer boligen fuldt ud og ikke er underlagt en bostadsrättsförenings regler. Det giver dig større frihed i forhold til brug og indretning af boligen.
Læs mere om ägarlägenheter svenskfast.se
Bemærk, at du hverken behøver at være svensk statsborger eller have et svensk personnummer for at købe bolig i Sverige. Det eneste krav er, at du opfylder de betingelser, der stilles i forbindelse med boligkøbet.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Skal du flytte til Sverige?
Har du styr på alt det praktiske? Uanset hvad, så giver vi dig et overblik over, hvad du skal huske, når du flytter til Sverige.