Vårdcentral (lægehus) i Sverige
Hvis du bliver syg i Sverige, er din første kontakt med det svenske sundhedssystem et lægehus, som kaldes en vårdcentral. Som grænsependler kan du selv vælge, om du vil behandles i Danmark eller i Sverige.

Vælg vårdcentral i Skåne
Der findes vårdcentraler i alle kommuner i Skåne. Som udgangspunkt tilhører du den vårdcentral, der ligger tættest på din bopæl. I Skåne har du dog ret til frit at vælge, hvilken vårdcentral du vil være tilknyttet.
Der findes både offentlige og private vårdcentraler. Hos private vårdcentraler, der har en aftale med det offentlige, er egenbetalingen den samme som på offentlige vårdcentraler.
Du kan vælge vårdcentral via Region Skånes hjemmeside.
Læs mere om vårdcentral på Region Skånes hjemmeside
Find vårdcentral i Region Skåne på 1177.se
Hvis du bliver syg
Hvis du bliver syg, skal du som udgangspunkt kontakte din vårdcentral i dagtimerne. Her kan du få råd over telefonen, og de kan booke en tid hos en læge.
På mange vårdcentraler er det muligt at få en tid samme dag. Det forudsætter, at du ringer tidligt om morgenen, at der er ledige tider, og at de vurderer, at du har behov for hurtig lægehjælp. Ellers får du en tid, hvor en læge kan vurdere din tilstand.
Ved lettere akutte tilstande, som opstår om aftenen eller i weekenden, kan du blive behandlet på en jourmottagning.
Find din nærmeste jourmottagning på 1177.se
Skadestuer
I Sverige fungerer sundhedssystemet anderledes end i Danmark. Her har man ikke skadestuer, som vi kender dem. En vårdcentral er altid det første sted, du skal henvende dig.
Sygehusene har akutklinikker, men de bruges først og fremmest i virkelig alvorlige tilfælde.
Betaling og dækning
Hvis du har det blå EU-sygesikringskort (og i visse tilfælde også det gule sundhedskort) er behandling på en svensk vårdcentral som udgangspunkt dækket.
Der kan dog forekomme tilfælde med egenbetaling. I visse tilfælde kan du søge refusion via "International Sygeforsikring" hos Styrelsen for Patientsikkerhed.