Lej en bolig i Sverige
Skal du leje bolig i Sverige? Få overblik over, hvordan du finder en lejebolig, lejekontrakt, fremleje og husleje, og hvad du skal være opmærksom på som lejer.
Sådan finder du en lejebolig i Sverige
At leje en lejlighed i Sverige foregår nogenlunde på samme måde som i Danmark. Det kan være svært at få en lejebolig, og du skal ofte skrive dig op i god tid.
Svenske boligselskaber er ikke samlet i ét centralt register. Du kan finde dem via forskellige boligportaler eller ved at søge på hyresvärd eller bostadsbolag. Der findes også boligportaler, som samler lejemål fra flere boligselskaber. Ofte koster det dog penge at være registreret som boligsøgende.
Find lejeboliger på hyresbostad.se
Find lejeboliger på bostadsdeal.se
Ud over almindelige lejeboliger findes der særlige boligtyper for bestemte grupper. Hos de almennyttige boligselskaber kan du fx skrive dig op til en studiebolig eller ældrebolig, hvis det passer til din situation. Kontakt din svenske kommune for mere information.
Du kan også finde lejelejligheder i Skåne via Malmö stads kommunale boligformidling, Boplats Syd.
Find lejeboliger på Boplats Syd
Lejekontrakt og vedligeholdelse
Når du lejer en bolig i Sverige, har du ret til en lejekontrakt. Det skal fremgå af kontrakten, hvor meget du skal betale i husleje, og hvad der er inkluderet, fx varme og el. Lejligheder er som regel udstyret med komfur, køleskab og lignende.
Udlejeren har ansvaret for vedligeholdelse og reparationer. Har du brug for at få udbedret noget i din lejebolig, kan du kontakte boligselskabet. Det har ofte en vicevært, vaktmästare, som står for praktiske opgaver og reparationer.
Fremleje af bolig
Når du lejer en bolig i fremleje, kaldes det på svensk att hyra i andra hand. En almindelig lejekontrakt direkte med udlejeren kaldes et förstahandskontrakt.
Hvis en lejlighed skal fremlejes, skal den oprindelige lejer have tilladelse fra boligselskabet.
Du har altid ret til en skriftlig kontrakt, også når du lejer en bolig i fremleje.
Husleje og depositum
Huslejen afhænger ligesom i Danmark af boligens størrelse, stand og beliggenhed. I de fleste tilfælde skal du ikke betale depositum.
Udlejeren kan ikke fastsætte huslejen frit. Lejen må ikke være væsentligt højere end for tilsvarende lejligheder. Er din husleje urimeligt høj, kan du klage til det svenske huslejenævn, Hyresnämnden. Afdelingen for Skåne ligger i Malmø.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Skal du flytte til Sverige?
Har du styr på alt det praktiske? Uanset hvad, så giver vi dig et overblik over, hvad du skal huske, når du flytter til Sverige.