Midlertidigt forhøjet befordringsfradrag i 2026
Bor du i Sverige og pendler til arbejde i Danmark? Hvis du er berettiget til befordringsfradrag, stiger dit fradrag i 2026, hvor den danske regering har forhøjet satserne. De midlertidigt forhøjede satser gælder kun for indkomståret 2026.
Højere satser skal kompensere for stigende brændstofpriser
Folketinget har vedtaget en midlertidig forhøjelse af satserne for befordringsfradrag i 2026. Formålet er at hjælpe pendlere, der er blevet ramt af stigende benzin- og dieselpriser. Derudover ønsker regeringen at understøtte den kollektive transport.
Forhøjelsen gælder kun indkomståret 2026. De almindelige satser for 2026 er derfor hævet med et midlertidigt tillæg, som betyder, at fradraget bliver højere end normalt.
Befordringsfradraget beregnes ud fra den daglige afstand mellem din bopæl og arbejdsplads og gælder, uanset om du pendler med bil, tog eller bus. Har du mere end 24 km mellem hjem og arbejde pr. dag, kan du have ret til fradrag.
Se lovforslaget hos Retsinformation
Satser for befordringsfradrag i 2025 og 2026
|
Transport pr. dag |
Fradrag pr. km i 2026 |
Fradrag pr. km i 2025 |
|
0-24 km |
0 DKK |
0 DKK |
|
25-120 km |
3,17 DKK |
2,23 DKK |
|
25-120 km (yderkommuner og visse småøer) |
3,51 DKK |
2,47 DKK |
|
Over 120 km |
1,59 DKK |
1,12 DKK |
|
Over 120 km (yderkommuner og visse småøer) |
3,51 DKK |
2,47 DKK |
Regneeksempel: Malmö C – København H
En pendler bor i Malmö og arbejder ved København H. Eksemplet tager udgangspunkt i 180 arbejdsdage om året, hvilket svarer til SKATs gennemsnit.
Med en afstand på cirka 43 km hver vej mellem Malmö C og København H kan pendleren få et befordringsfradrag på cirka 38.300 DKK i 2026. Da befordringsfradrag er et skattefradrag med en skatteværdi på 26 % (2026), svarer det til en skattebesparelse på omkring 9.900 DKK.
Sammenlignet med satserne for 2025 giver de midlertidigt forhøjede satser et ekstra befordringsfradrag på omkring 10.500 DKK. Det svarer til en ekstra skattebesparelse på cirka 2.700 DKK.
Bemærk, at eksemplet er vejledende og bygger på satserne for befordringsfradrag i 2026. Det præcise fradrag afhænger af den faktiske rejseafstand og antallet af arbejdsdage.