At leje bolig i Sverige

Der findes både private og almennyttige svenske udlejningsselskaber, men ligesom i Danmark er efterspørgslen på lejeboliger i Sverige stor, og de kan være svære at få fat på.

Svenske boligselskaber er ikke samlede i et centralt register. Som boligsøgende kan du finde dem på forskellige boligportaler, eller ved at søge på "hyresvärd" eller "bostadsbolag" på søgemaskiner. Ligesom i Danmark eksisterer der boligportaler, hvor mange boligselskabers lejemål er samlede, men ofte koster det penge at være registreret som boligsøgende. Du kan gratis søge på flere tusinde lejeboliger på BostadsPortals hjemmeside.

Udover de 'almindelige' lejeboliger er der også særlige former for lejelejligheder, der er forbeholdt visse grupper. Hos de almennyttige boligselskaber kan du blive skrevet op til en særlig studenterbolig eller en ældrebolig, hvis det er din situation. Kontakt den lokale svenske kommune for mere information.

Kontrakt

Hvis du lejer en lejlighed eller et hus, har du ret til en lejekontrakt. I kontrakten skal der stå, hvor stor huslejen er, og hvad der indgår i den, fx varme og el. Almindeligvis er lejlboligerne fuldt udrustede med komfur, køleskab og lignende. Udlejeren skal betale for vedligeholdelse og reparationer.

Fremleje

At leje en fremlejet lejlighed hedder på svensk at "hyra i andra hand", og en almindelig lejekontrakt, som altså ikke er fremleje, kaldes nogen gange for et "förstahandskontrakt". For at en lejlighed skal kunne fremlejes skal den oprindelige lejer have tilladelse fra boligselskabet. Husk at du som lejer altid kan kræve en skriftlig kontrakt - også ved fremleje.

Husleje

Hvor stor huslejen er afhænger, lige som i Danmark, af boligens størrelse, stand og beliggenhed. I de fleste tilfælde kræves der ikke noget depositum.

 

Udlejeren kan ikke frit fastsætte huslejen. Lejen må ikke være betydelig højere end for andre lignende lejligheder. Hvis din husleje er uforholdsvis høj kan du melde din udlejer til Hyresnämnden - en svensk instans svarende til det danske huslejenævnet. Den skånske afdeling af Hyresnämnden ligger i Malmö.