Fået job i Sverige – det skal du have styr på
Bor du i Danmark og skal arbejde i Sverige? Her får du overblik over, hvad du skal have styr på – fra svensk samordningsnummer og SINK-skat til social sikring og myndighedskontakt.
Få et svensk "samordningsnummer"
Når du begynder at arbejde i Sverige, skal du betale indkomstskat i Sverige. Derfor skal du registreres hos det svenske skattevæsen, Skatteverket.
Du behøver ikke at have et svensk personnummer for at arbejde i Sverige. I stedet skal du have et samordningsnummer.
Læs vores guide om samordningsnummer
Du ansøger om et samordningsnummer ved personligt fremmøde på et af Skatteverkets servicekontorer. Her skal du identificere dig med fx pas eller nationalt ID.
Du skal bestille tid på forhånd og huske at medbringe dokumentation, fx din ansættelseskontrakt.
Ansøgningsformular og link til tidsbestilling finder du her hos Skatteverket
SINK-skat eller almindelig svensk skattepligt
Hvis du bor i Danmark og pendler til et arbejde i Sverige, skal du tage stilling til, hvordan du vil beskattes i Sverige. Du kan enten vælge den svenske SINK-ordning eller betale almindelig svensk indkomstskat.
SINK-skat
SINK-skatten er en bruttoskat uden fradrag. Skattesatsen er 22,5 procent (2026). Ordningen kan være relevant, hvis du ønsker en enkel beskatning og ikke har fradrag, du vil gøre brug af.
Se hvordan du ansøger om SINK-beskatning
Almindelig svensk indkomstskat
Vælger du almindelig indkomstskat, bliver du beskattet efter de svenske skatteregler og kan være berettiget til visse fradrag. Til gengæld bliver din skat beregnet individuelt.
Har du distancearbejde?
Hvis du arbejder hjemmefra i Danmark – fx nogle dage om ugen – kan det have betydning for, hvor du skal betale skat af din løn. Det afhænger blandt andet af, hvor stor en del af arbejdet der udføres i Danmark.
Flyt dine medlemskaber i a-kasse og fagforening
Hvis du bor i Danmark og arbejder i Sverige, skal du være arbejdsløshedsforsikret i Sverige. Du bør derfor melde dig ind i en svensk a-kasse senest din første arbejdsdag. Er du forsikret i det forkerte land, bliver du betragtet som uforsikret.
Ønsker du at være medlem af en fagforening, skal du også vælge en svensk fagforening, da danske fagforeninger ikke har indflydelse på det svenske arbejdsmarked.
Er du allerede medlem af en dansk a-kasse og fagforening, skal dine medlemskaber overføres til de svenske modstykker.
Bemærk, at sager altid er individuelle, og at der kan være forskelle mellem danske og svenske regler. Det er derfor vigtigt, at du kontakter din a-kasse og/eller fagforening for at få afklaret, hvad der gælder i netop din situation, hvis du fx skulle blive arbejdsløs.
Det kan desuden være en fordel at tale med en international EU-sagsbehandler, som kan gennemgå din sag.
Nogle fagforeninger har nordiske samarbejder og tilbyder gæstemedlemskab. Kontakt derfor din danske a-kasse og/eller fagforening for at høre, hvilke muligheder du har, og hvordan du skal forholde dig.
Kontakt Försäkringskassan
Når du arbejder i Sverige, skal du kontakte den svenske myndighed Försäkringskassan.
Det er Försäkringskassan, der afgør, hvilket land du er socialt sikret i. Er du socialt sikret i Sverige, har du som udgangspunkt ret til svenske sociale ydelser. Det er derfor vigtigt, at du får afklaret din situation, når du starter arbejde i Sverige.
Åben en svensk bankkonto
Når du arbejder i Sverige, har du brug for en svensk bankkonto, som din løn kan blive udbetalt til.
Som i Danmark tilbyder bankerne forskellige vilkår. Det kan derfor være en god idé at kontakte flere banker og undersøge fx:
- om der er gebyrer ved overførsler mellem svensk og dansk konto
- hvor lang tid en overførsel tager
Der findes flere banker, som har afdelinger på begge sider af Øresund.
Undersøg din pensionsordning
Når du arbejder i Sverige, optjener du svensk pension.
Den svenske pension består af tre dele:
- den offentlige pension (allmän pension)
- arbejdsmarkedspension (tjänstepension)
- privat pensionsopsparing
Når du starter arbejde i Sverige, er det en god idé at undersøge, hvilken tjenestepension der er knyttet til din ansættelse, da vilkårene kan variere betydeligt fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Husk pas eller anden gyldig legitimation
Når du pendler til Sverige, skal du medbringe gyldig billedlegitimation.
Rejser du med tog, kan der være grænsekontrol i toget, mens det holder ved stationen i Hyllie station.
Kører du i egen bil, foregår grænsekontrollen ved Lernackens betalingsanlæg.
Pendler du med færgen, kan der være grænsekontrol i Helsingborg.
Læs om grænsekontrol ved indrejse i Sverige
Når du rejser tilbage til Danmark fra Sverige, skal du også kunne fremvise gyldig legitimation. Det danske Politi gennemfører i perioder grænsekontrol på den danske side.
Adgang til e-identifikation
I Sverige er BankID den mest udbredte form for e-identifikation. Du kan dog kun få BankID, hvis du bor i Sverige og har et svensk personnummer.
Har du et styrket samordningsnummer, kan du i stedet få e-identifikation via Freja. Freja eID+ kan bruges til login hos flere svenske myndigheder og private virksomheder.
Har du spørgsmål om at arbejde i Sverige?
Har du brug for hjælp i forbindelse med arbejde i Sverige, er du altid velkommen til at kontakte Øresunddirekts informationscenter. Her sidder myndigheder og andre eksperter klar til at vejlede dig.
Overvejer du også at flytte til Sverige?
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Introduktion til myndighederne i Sverige
Få en guide til det offentlige svenske system, der giver dig en introduktion til de svenske myndigheder som fx Försäkringskassan, Skatteverket og Arbetförmedlingen.