Bilregistrering i Sverige
Flytter du til Sverige og tager din danske bil med? Så skal bilen registreres i Sverige og have svenske nummerplader. Her kan du se, hvordan du omregistrerer bilen – trin for trin – og hvad du skal være opmærksom på.

Hvornår skal din bil registreres i Sverige?
Hvis du er statsborger i et andet nordisk land og kun opholder dig midlertidigt i Sverige, må du køre i en udenlandsk registreret bil i Sverige i højst ét år.
Har du derimod bosat dig i Sverige, skal din bil registreres i Sverige.
Omregistrering starter hos Motorstyrelsen
Hvis din danske bil skal omregistreres til svenske nummerplader, skal du først kontakte Motorstyrelsen for at få bilen vurderet til eksport.
Ansøg om ursprungskontroll hos Transportstyrelsen
Du skal ansøge om ursprungskontroll (kontrol af bilens oprindelse) hos den svenske myndighed Transportstyrelsen.
Sammen med ansøgningen skal du indsende bilens dokumenter, herunder det originale registreringsbevis.
Det koster 1.240 SEK at ansøge om ursprungskontroll (2026).
Ansøg om midlertidig registrering og forsikring
Du skal også søge om midlertidig registrering af bilen, hvis du vil kunne køre i den, mens din sag bliver behandlet. Det kan du gøre i forbindelse med ansøgningen om ursprungskontroll.
Har du en godkendt dansk ansvarsforsikring, må du køre i bilen i højst en uge fra indførslen i Sverige.
Du kan også tegne en midlertidig trafikforsikring (svensk ansvarsforsikring) hos et svensk forsikringsselskab.
Registreringssyn hos Bilprovningen
Derefter skal bilen til registreringssyn (registreringsbesiktigas) hos Bilprovningen, det svenske bilsyn.
Du skal medbringe:
- bilen
- en godkendt ursprungskontroll
- instruktionsbogen
- øvrige relevante tekniske oplysninger om bilen
Hvis bilen bliver godkendt hos Bilprovningen, bliver den indstillet til registrering i Sverige, og du får tilsendt nye nummerplader.
Aktivér bilen til kørsel i Sverige
Det sidste trin er at ställa på bilen, dvs. aktivere den til kørsel i Sverige. Det gør du hos Transportstyrelsen via telefon eller e-mail.
Når bilen er registreret, skal du betale svenske skatter og afgifter. I Sverige er fordonsskatten baseret på bilens type, vægt og brændstof.
Jo mere bilen vejer, jo højere bliver skatten, og skatten på dieselbiler er højere end på benzinbiler.
Afmeld bilen i Danmark
Når bilen er registreret i Sverige, skal du afmelde den i Danmark. Det gør du ved at sende eller aflevere nummerpladerne på et af de fire danske motorcentre eller hos en pladeoperatør.
Når bilen er afmeldt, kan du få refunderet den danske registreringsafgift. Beløbet beregnes som en procentsats af bilens nuværende værdi.
Du søger om refusion med blanket 21.044. Du kan ikke få afgiften refunderet, hvis der er gået mere end 3 måneder, siden bilen blev vurderet til eksport.
Læs om registrering og omregistrering hos Motorstyrelsen
Læs om registreringsafgift hos Motorstyrelsen
Hent blanket til import af udenlandsk køretøj hos Motorstyrelsen
Når du har en svenskregistreret bil, skal du være opmærksom på, at der er regler for, hvor meget du må køre med bilen i Danmark.
Se bekendtgørelsen om registrering af køretøjer hos Retsinformation