Behandlingsgaranti og ventetider
Når du bor eller arbejder i Sverige, er du omfattet af den svenske behandlingsgaranti. Her får du overblik over, hvilke frister der gælder for undersøgelse og behandling – og hvad du kan gøre, hvis de ikke bliver overholdt.

Behandlingsgaranti i Sverige
Den svenske behandlingsgaranti (vårdgarantin) fastsætter frister for, hvornår du skal have undersøgelse og behandling i det offentlige sundhedsvæsen.
Det betyder, at du har ret til:
- kontakt med sundhedsvæsenet samme dag
- undersøgelse på vårdcentral inden for 7 dage
- besøg hos speciallæge inden for 90 dage
- påbegyndt behandling inden for 90 dage
Undersøgelser som fx røntgen og laboratorieprøver er ikke omfattet af garantien.
Læs om behandlingsgarantien hos Region Skåne
Anden behandlingsinstitution ved lange ventetider
Hvis din vårdcentral eller dit sygehus ikke kan tilbyde behandling inden for fristerne i behandlingsgarantien, skal de hjælpe dig med at få en tid et andet sted.
Det vil som udgangspunkt være på en anden behandlingsinstitution i Region Skåne.
Har du spørgsmål om ventetider, skal du kontakte den afdeling, der har sendt din indkaldelse.
Frit valg af behandling
Hvis du bor og arbejder i Sverige, kan du frit vælge at få behandling i det offentlige sundhedsvæsen, fx i Region Skåne.
Du skal selv betale eventuelle rejseomkostninger og patientafgifter.
Ret til behandling for danskere
Hvis du bor i Sverige og arbejder i Danmark, eller hvis du bor i Danmark og arbejder i Sverige, har du ret til behandling i Sverige på samme vilkår som svenske borgere.