Vårdcentral (lægehus) i Sverige

Hvis du bliver syg i Sverige, er den første kontakt med det svenske sundhedssystem et lægehus, kaldet "vårdcentral". Grænsegængere - dvs. personer, der bor i det ene land og arbejder i det andet - kan selv vælge i hvilket land de vil behandles.

Vælg vårdcentral i Skåne

Vårdcentraler findes i alle Skånes kommuner. Det mest almindelige er, at du tilhører den vårdcentral, som ligger nærmest, hvor du bor. I Skåne har du også ret til selv at vælge, hvilken vårdcentral du vil tilhøre. Der findes både offentlige og private vårdcentraler. Så længe de private vårdcentraler har en aftale med det offentlige, er afgifterne det samme. Du kan vælge vårdcentral via Region Skånes hjemmeside.

Hvis du bliver syg

Hvis du bliver syg, skal du først og fremmest ringe til din vårdcentral. De booker en tid til dig med en læge og kan give gode råd over telefonen. På mange vårdcentraler er der mulighed for at komme samme dag, under forudsætning af at du ringer tidligt om morgenen, at der er ledige tider og de bedømmer, at du har brug for at træffe en læge hurtigt. Ellers booker de en tid til dig, hvor du kan træffe en læge, som kan bedømme din tilstand.

Skadestuer

I Sverige har de ikke skadestuer, som vi kender det i Danmark. Lægehusene skal altid være det første sted, du henvender dig. Sygehusene har akutklinikker, men de bruges først og fremmest i virkelig alvorlige tilfælde.