Lån til en svensk bolig

Når du skal købe en bolig i Sverige, er der flere muligheder for finansiering. Det mest almindelige er, at man tager et lån i en svensk eller dansk bank.

Hvorvidt du kan låne penge til en bolig eller ej, er op til den enkelte bank. Undersøg derfor mulighederne for at låne penge, inden du begynder at afgive bud på svenske boliger. Undersøg gerne mulighederne for at optage boliglån i både danske og svenske banker.

Realkreditlån - kun i Danmark

Den danske model med realkreditlån bruges ikke i Sverige, hvor du som boligsøgende kan få et 'almindeligt' banklån. Det er ikke muligt, at få et dansk realkreditlån med pant i en svensk bolig, men hvis du planlægger at beholde din bolig i Danmark, kan du eventuelt få et realkreditlån til en svensk bolig med pant i din eksisterende danske bolig. Kontakt et realkreditinstitut for at høre nærmere.

Boliglån i en svensk bank

Med et boliglån i Sverige kan du som regel låne op til 85 procent af en boligs købpris, mens du selv betaler resten. Et boliglån består oftest af to dele: et bundlån med en lang løbetid og lav rente og et toplån med kortere løbetid og en lidt højere rente. Bundlånet udgør den største del af lånet.

 

Ligesom ved huskøb i Danmark er det en god idé at have et tydeligt overblik over din egen økonomiske situation, inden du starter processen med at købe et hus i Sverige. Gennemgå din situation med en bankrådgiver og få et lånebevis, eller som det hedder på svensk, et "lånelöfte".

 

De fleste banker har "kalkyle-redskaber" på deres hjemmesider, hvor du selv kan beregne, hvor stor en månedlig udgift du har råd til at sidde med som låntager.