Optagelse på et svensk gymnasium

For at blive optaget på en svensk gymnasiel uddannelse skal du leve op til nogle særlige adgangskrav og søge om optagelse igennem den svenske kommune, som skolen tilhører.

På svenske "gymnasieutbildningar" (ungdomsuddannelser) foregår optagelsen gennem kommunen. Det er derfor også et svensk kommunalt vejledningskontor, du skal henvende dig til, hvis du vil have hjælp og vejledning til at søge ind på en svensk gymnasieuddannelse. Hvis du vil søge ind på en privat uddannelse, skal du dog sende ansøgningen til selve skolen.  

Adgangskrav til gymnasieskolan i Sverige

For at starte på et svensk gymnasieprogram skal du have afsluttet folkeskolen, og du skal være godkendt i fagene engelsk, matematik og fransk eller tysk som andetsprog. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tage et svenskkursus, hvis ikke du har kendskab til det svenske sprog.

 

Udover de grundlæggende krav afhænger optagelsen til gymnasieskolan af dine karakterer fra folkeskolen. De mere populære uddannelser kræver et højere karaktergennemsnit. At opfylde de adgangskrav, der skal til for at komme ind på en uddannelse, kaldes på svensk "behörighet".

Optagelse på en svensk gymnasieuddannelse

De fleste svenskere søger ind på gymnasieskolan om foråret, mens de går i niende klasse, men det er tilladt at søge, indtil du fylder 20 år. Sidste ansøgningsdato for optagelse til de uddannelser der starter til efteråret, inden for samme år, kan variere i de forskellige kommuner. I Västergötland er sidste ansøgningsdato den 1. februar, men i Skåne den 15. februar.

 

Nogle svenske kommuner håndterer optagelsen til gymnasieuddannelserne via en central hjemmeside, andre via skriftlige ansøgningsblanketter. Kontakt et lokalt vejledningscenter eller "gymnasieintagningen" i den lokale kommune, for at få mere information.