Søg arbejde i Sverige med dansk a-kasse

Hvis du er arbejdsløs og søger arbejde i Sverige, kan du få dine danske dagpenge med i op til tre måneder.

Hvis du modtager dagpenge i Danmark, kan du i en periode på tre måneder få dine dagpenge med til Sverige. Du behøver en attest PDU2, som du kan få fra din a-kasse. Du skal desuden tilmelde dig Arbetsförmedlingen i Sverige og stå til rådighed for det svenske arbejdsmarked. Kontakt din danske a-kasse, for at få mere information om, hvordan du søger arbejde i Sverige med dansk a-kasse.

Du har kun tre måneder

Hvis du ikke finder et job i Sverige, er det vigtigt, at du vender tilbage til Danmark, og tilmelder dig dit lokale jobcenter, inden der er gået tre måneder. Hvis du ikke gør dette, kan du miste din ret til fortsat dagpenge.

Hvis du finder et arbejde i Sverige, kan du ikke længere få dagpenge fra Danmark. Når du arbejder i Sverige bør du melde dig ind i en svensk a-kasse for at være arbejdsløshedsforsikret. Når du som grænsependlere kontakter en a-kasse i Sverige eller Danmark, skal du i kontakt med deres EU-sagsbehandler.