Ansættelseskontrakt i Sverige

En svensk arbejdsgiver skal - senest en måned efter at medarbejderen har påbegyndt sin ansættelse - skriftligt informere om de vilkår, der gælder for ansættelsen.

Hvad skal en ansættelseskontrakt i Sverige indeholde?

En ansættelseskontrakt er en personlig aftale mellem dig som medarbejder og din arbejdsgiver. I nogle tilfælde kan en kollektivaftale udgøre rammerne for, hvordan ansættelsesaftalen skal udformes. En ansættelseskontrakt behøver ikke altid at være skriftlig, men der er visse områder, som arbejdsgiveren er forpligtet til at informere dig på skrift. Det gælder blandt andet:

  • personlige oplysninger, oplysninger om arbejdspladsen og tiltrædelsesdato for ansættelsen
  • arbejdsopgaver og arbejdstitel
  • ansættelsesform og information om opsigelsesvarsler
  • løn, frynsegoder og hvor ofte lønnen skal udbetales
  • længden af betalt ferie og længden på en normal arbejdsdag eller arbejdsuge
  • kollektiv aftale - hvis der findes en sådan
  • vilkår for eventuel stationering i udlandet, hvis denne varer længere end én måned

Gode begreber at kende i forbindelse med ansættelseskontrakter i Sverige 

  • Tillsvidareanställning
    Såkaldt 'tillsvidareanställning' (fastansættelse) er den mest almindelige måde at blive ansat på. Den kendetegnes af, at man ikke i forvejen ved hvor lang tid, ansættelsen skal pågå. Ifølge LAS (loven om ansættelsesbeskyttelse) gælder alle ansættelser 'tillsvidare' (indtil videre), medmindre det modsatte er blevet aftalt.

  • Tidsbegränsad anställning
    Der findes forskellige typer af tidsbegrænsede ansættelser i Sverige. Det kan for eksempel handle om generelle tidsbegrænsede ansættelser (hvis du for eksempel er blevet ansat i et tidsbegrænset projekt), sæsonbetonet ansættelse (for eksempel et sommerjob), vikariat eller ansættelse af en person, som er fyldt 67 år.

  • Provanställning
    I Sverige er det normalt, at en fastansættelse starter med en provanställning (prøveansættelse). Prøvetiden må max vare seks måneder og er til for, at arbejdgiveren skal se, om den, man vil ansætte, passer ind i firmaet eller for at se, om han/hun kan udføre de ønskede opgaver.

  • Förmåner (frynsegoder)
    Det er mere almindeligt at få frynsegoder i Sverige end i Danmark - også indenfor det offentlige. Det kan for eksempel dreje sig om gratis eller tilskudsberettiget mad, tilskud til træning og sundhedsrelaterade aktiviteter (f.eks. månedskort til fitnesscenter), gratis eller tilskudsberettiget lægehjælp/behandlinger, privat sygeforsikring eller rengøringshjælp.

Kollektivaftale

En kollektivaftale forhandles på plads mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer inden for forskellige brancher og er en måde at regulere arbejdsmarkedet på ud fra arbejdets karakter. Overenskomsten er en skriftlig aftale mellem en arbejdsgiverorganisation eller en enkelt arbejdsgiver og en arbejdstagerorganisation om hvilke ansættelsesvilkår, der skal gælde på arbejdspladsen. Det er kun den faglige organisation, som kan tegne en kollektiv aftale - ikke den enkelte medarbejder.

Kort om løn

Lønnen angives normalt som månedsløn eller timeløn. Fuldtidsansatte har ofte månedsløn, men kan også have timeløn i stedet. Tjenestemænd har ofte månedsløn, selvom nogle af dem bare arbejder deltid. Nogle arbejdsgivere udbetaler lønnen måneden efter, at den er blevet optjent, andre i slutningen af samme måned. For eksempel kan januarlønnen blive udbetalt enten i februar eller i slutningen af januar. 

 

Læs mere om svensk ansættelseskontrakt på hjemmesiderne: