Boligsalg i Sverige

Hvis du vælger at sælge din svenske bolig, enten for at flytte indenfor Sverige eller for at flytte tilbage til Danmark, skal du være opmærksom på, at et boligsalg foregår på en lidt anden måde i Sverige end i Danmark. For eksempel er det i Sverige køberen og ikke sælgeren, der bærer hovedansvaret for at undersøge boligen for fejl og mangler før salget.

Ligesom i Danmark kan du vælge at hyre en ejendomsmægler, en "mäklare", eller du kan ordne salget selv. Hvis du vælger at bruge en ejendomsmæglers ydelser, skal du tage stilling til, om mægleren skal tage sig af hele salget, eller om du vil varetage nogle af opgaverne selv. Du kan for eksempel vælge at selv fremvise boligen for potentielle købere.

Svenske ejendomsmæglere har en fælles boligportal, Hemnet, hvor alle boliger, der sælges via en ejendomsmægler, bliver vist. Hvis du sætter din bolig til salg gennem en ejendomsmægler, har du fordelen af at få din bolig fremvist på Hemnet. 

Huseftersyn - besiktning

I Sverige er det køber, der har det, man kalder "undersökningsplikten". Det vil sige, at det, til forskel fra i Danmark, er køber, der skal få foretaget huseftersynet, som på svensk hedder "besiktning". Du kan som sælger dog blive pålagt at betale for skjulte skader senere hen, hvis det vurderes, at skaderne ikke kunne have været opdaget ved et grundigt huseftersyn. Du kan derimod aldrig blive pålagt at betale for skader, som du har fortalt køber om. Derfor er det en god idé at være ærlig omkring boligens stand i forbindelse med salget.

Energideklaration

I forbindelse med et boligsalg skal du få foretaget en "energideklaration". Deklarationen er gyldig i ti år og bliver normalt gennemført af bygningens ejer sammen med en energiekspert. Læs mere om energideklarationen på Boverkets hjemmeside.

Budgivning

Selve processen når man sælger et hus er lidt anderledes i Sverige end i Danmark. I Sverige er der normalt såkaldt budgivning ved salg af en bolig. Det vil sige, at potentielle købere byder over hinanden, indtil der er fundet en endelig køber. Det vi i Danmark kalder licitation er altså den måde, næsten alle svenske boliger bliver solgt på.

Du bestemmer - eventuelt sammen med ejendomsmægler, hvordan og hvor længe budgivningen skal foregå. Du har ikke pligt til at sælge til den højest bydende, eller til den pris som oprindeligt stod i annoncen. En ejendomsmægler kan hjælpe dig med at fastslå en god udbudspris for din bolig.

Salg

Salget er først gældende, når købekontrakten er underskrevet. I forbindelse med underskrivelsen betaler køber "handpenningen", som plejer at være på omkring ti procent af, hvad huset koster. I kontrakten står også den overtagelsesdato, du er blevet enig med køber om. Ved overtagelsen skal de resterende dele af købesummen være betalt til dig, og køber får et "köpebrev" som kvittering på købet samt et skøde, som på svensk hedder "lagfartsbevis".

Svensk skat på fortjenesten

Når man sælger en bolig i Sverige, skal man betale skat af en eventuel fortjeneste. Dette kaldes "beskattning av kapitalvinsten". Skatten beregnes forskelligt afhængigt af, hvilken type bolig du sælger. Du kan i nogle tilfælde søge om at få betalingen af skatten udskudt, et så kaldt "uppskov".

Husk at salg af bolig skal være med i den svenske selvangivelse året efter, at ejerskiftet har fundet sted. Læs mere på Skatteverkets hjemmeside.