Lige nu kan du opleve lidt længere svartider pga. skattedeklarationer Kontakt

Guide - Søg job i Sverige

Seneste opdateret 13-03-2023
Det er nemt at søge arbejde på den svenske side af sundet. I denne jobguide får du tips til, hvor du kan søge job i Sverige, kort info om svenske ansættelsesforhold, og du kan læse om muligheden for at tage danske dagpenge med til Sverige, når du søger job.
Print

Foto: Visit Sweden

1

Få gode råd fra Arbetsförmedlingen

Hvis du søger job i Sverige, bør du besøge Arbetsförmedlingens hjemmeside. Der kan du finde gode råd og tips til, hvordan du bedst mulig finder et job i Sverige. 

Arbetsförmedlingen har eksempelvis platformen arbetsformedlingenplay.se, hvor du kan finde en række interessante webinarer, som kan hjælpe dig i dig jobsøgende i Sverige. 

Derudover driver Arbetsförmedlingen Sveriges største jobbank, Platsbanken, hvor du kan søge blandt tusindvis af offentlige og private stillinger. Her kan du også oprette et CV, så arbejdsgiverne har mulighed for at finde dig.

 

Gå til arbetsformedlingen.se/play

 

Gå til Arbetsförmedlingens jobbank Platsbanken

2

Besøg forskellige jobportaler

Ligesom i Danmark benytter rigtig mange svenske arbejdsgivere sig af private jobportaler, når de skal rekruttere nye medarbejdere. På de forskellige jobportaler er der et bredt udbud af stillingsannoncer, og du har mulighed for at søge indenfor relevante brancher og i bestemte geografiske områder. Du kan som regel også lægge dit CV ind i jobportalernes cv-database, hvor arbejdsgiverne kan finde dig.

Derudover kan man henvende sig til private rekrutteringsfirmaer, som hjælper virksomheder med at finde nye medarbejdere.

Mange virksomheder slår ledige stillinger op på deres hjemmeside, som du også kan holde øje med.

Derudover findes der en række jobopslag på LinkedIn. Derfor er det en god idé, at holde din profil opdateret, og aktivt søge efter virksomheder og jobs fra Sverige.

 

Gå til Blockets jobportal

 

Gå til Jobbsafaris jobportal

 

Gå til LinkedIn

3

Send gerne uopfordrede ansøgninger - spontanansökan

Det er altid en god ide at sende en uopfordret ansøgning, hvis du har fundet en arbejdsgiver, du synes ser interessant ud. En uopfordret ansøgning viser initiativ og engagement og det lægger arbejdsgivere altid vægt på. Det er dog ikke så almindeligt at gemme uopfordrede ansøgninger i længere tid, som det oftest sker i Danmark.

4

Læs om svenske ansættelsesforhold

Inden du begynder at arbejde i Sverige, bør du sætte dig ind i de regler, der gælder på det svenske arbejdsmarked. For selvom de to lande ligner hinanden ganske meget, er der nogle forskelle, du bør kende. For eksempel er arbejdstiden pr. uge generelt på papiret længere i Sverige end i Danmark. Den ordinære arbejdstid kan dog højst være 40 timer pr. uge ved fuldtidsstillinger. Det er den kollektive overenskomst og loven om arbejdstid, der regulerer arbejdstiden.

Til gengæld har du som lønmodtager også ret til en ugentlig hvile, helst ved slutningen af ugen. Den ugentlige hvile, også kaldet "veckovila", skal vare mindst 36 sammenhængende timer pr. periode på syv dage.

Ligesom i Danmark er både du som lønmodtager og din arbejdsgiver underlagt en række regler i forbindelse med opsigelse eller fratrædelse. En lønmodtager, som selv opsiger sin stilling, har normalt en opsigelsesfrist på en måned.

I Sverige er det mindre almindeligt at forhandle omkring sin ansættelseskontrakt, som man gør i Danmark. Det meste er som regel i stedet reguleret på forhånd ud fra et "kollektivavtal" (en overenskomst), som er mere almindeligt i Sverige end i Danmark.

 

Læs mere om ansættelseskontrakter i Sverige

 

Læs mere om ansættelsesforhold i Sverige

5

Dagpenge fra Danmark, når du søger arbejde i Sverige

Hvis du modtager dagpenge i Danmark, kan du i en periode på tre måneder få dine dagpenge med for at søge job i Sverige. Du skal have en attest kaldt PDU2 fra din danske a-kasse, og i øvrigt opfylde en række betingelser. Du skal blandt andet tilmelde dig arbejdsformidlingen i Sverige og stå til rådighed for det svenske arbejdsmarked. Kontakt din danske a-kasse for mere information. 

Hvis du ikke finder et job i Sverige, er det vigtigt, at du vender tilbage til Danmark og tilmelder dig dit lokale jobcenter, inden der er gået tre måneder. Hvis du ikke gør dette, kan du miste din ret til dagpenge. Finder du et arbejde i Sverige, er du ikke længere dagpengeberettiget Danmark, men skal i stedet melde dig ind i en svensk a-kasse. 

 

Læs mere om at søge arbejde i Sverige med dansk a-kasse

6

Søg arbejdstilladelse - hvis du ikke er fra Norden eller EU/EØS og Schwiez

Hvis du er statsborger fra et land udenfor EU/EØS og Schwiez skal du have arbejdstilladelse for at arbejde i Sverige. Før ansættelsen skal din arbejdsgiver kontrollere, at du har en arbejdstilladelse. Arbejdstilladelsen skal du altid søge fra dit hjemland eller fra dit seneste bopælsland.

De nordiske lande har indgået en aftale, der betyder, at nordiske statsborgere ikke behøver arbejdstilladelse for at arbejde i et andet nordisk land. Hvis du er EU/EØS-statsborger, behøver du dermed ingen arbejdstilladelse for at arbejde i Sverige.

 

Læs mere om arbejdstilladelse i Sverige

 

Læs mere om autorisation (yrkeslegitimation) i Sverige

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Kontakt Øresunddirekt

Tak for dit svar.

Find dit næste job i Sverige

Alle aktuelle ledige stillinger i Skåne og Halland er samlet ét sted - søg blandt mere end 3.000 jobannoncer.

Støttes af