Pendle over Øresund - med bil, færge eller tog

Når du pendler over Øresund, kan det gøres med bil, færge eller tog. Her får du en kort introduktion til de forskellige muligheder og flere brugbare links, så du kan tage en beslutning om, hvilket transportmiddel der passer bedst i forhold til din geografi og økonomi.

Med bil over Øresundsbron

En enkelt kontantbillet koster 360 DKK (2017) for biler op til 6 m. Hvis man pendler eller af andre årsager kommer til at benytte Øresundsbron flere gange i løbet af et år, er det en god idé at undersøge de forskellige tilbud som Øresundbron har. Ved fx at købe et BroPas eller tegne et pendlerabonnement bliver hver rejse væsentligt billigere.

Færge mellem Helsingør og Helsingborg

Hvis du bor tættere på Helsingør eller Helsingborg, vælger du sandsynligvis færgen i stedet for. Turen med færgen tager kun 20 minutter. Færgerne sejler stort set i døgndrift og i dagtimerne sejler de med ca. 15 minutters mellemrum. Der findes også særlige tilbud for dig, der pendler med færge over sundet. 

Tog over sundet med DSB Øresund

Du kan også vælge at køre i tog over Øresundsbron med DSB Øresund. Her behøver du kun én billet, som gælder både tog og bus helt til dit bestemmelsessted på den anden side af sundet. Billetten gælder altså både i Øresundstoget, DSB InterCity, DSB S-tog, MOVIA busser, metro og lokalbaner på den danske side, samt for Skånetrafikens busser og Pågatåg på den svenske side. Billetten gælder faktisk også på Scanlines-færgen mellem Helsingør og Helsingborg.

DSBs Øresundsbilletter koster det samme uanset hvilken retning du rejser, og der er ikke rabat ved returbilletter. En enkeltbillet over sundet koster 89 DKK til Malmø og 110 DKK til Lund (2017). Priserne varierer, alt efter hvor langt op i Sverige du skal. Du har mulighed for at vælge førsteklassesplads eller at medbringe din cykel mod et ekstra tillæg.

Rejs til Malmø C med rejsekort

Hvis du skal til Malmø C fra Danmark, du kan bruge dit rejsekort til at rejse med. Prisen er det samme som en Øresundsbillet. På Malmø C kan du både tjekke ud og ind med dit rejsekort. Indtil videre kan du kun bruge dit rejsekort til Malmø C, hvis du skal til Hyllie St. eller Triangeln St. skal du købe en togbillet.

 

Månedskort - Øresundskort

Hvis du pendler jævnligt mellem Danmark og Sverige, har du også mulighed for at købe et månedskort, det såkaldte Øresundskort. Prisen for et Øresundskort mellem København og Malmø er 1600 DKK og mellem København og Lund 1910 DKK (2017). Du kan købe og forny kortet i ethvert DSB billetsalg i Københavnsområdet. 

Befordringsfradrag hvis du pendler fra Sverige til Danmark

Hvis du bor i Sverige og arbejder i Danmark, kan du få et fradrag for din transport mellem bopæl og arbejdsplads - dog ikke hvis din arbejdsgiver betaler dine rejseudgifter. Befordringsfradraget beregnes efter faste tariffer og kun for de faktiske arbejdsdage. Du kan kun få fradrag for det antal kilometer, der ligger udover 24 km pr. dag.

Rejser du med færge mellem Helsingborg - Helsingør gælder særlige regler - kontakt SkatØresund for mere information.