Opdateret d. 30. august 2010
Hvis du vil tage en uddannelse i Sverige, skal du have et sted at bo – med mindre du vil pendle mellem Danmark og Sverige hver dag. Ligesom i Danmark kan man både finde lejerlejligheder og studenterboliger.
Ligesom i Danmark kan du i Sverige finde særlige boliger for studerende på högskola og universitet. Det svenske ”studentkorridor” svarer til det, vi i Danmark kalder et kollegium, hvor man bor sammen med en masse andre unge og deler køkken og andre fællesrum. De fleste svenske kollegier har bad på værelserne.
Der findes også studenterlejligheder, det man i Danmark kalder ungdomsboliger. Du skal være opmærksom på, at der ligesom i Danmark er rift om kollegieværelser og studenterlejligheder op til studiestart, så det er en god ide at være tidligt ude.
En forskel mellem Sverige og Danmark er, at man i Sverige som regel kun betaler for en studenterbolig i de ni måneder om året, hvor man er aktivt studerende.
Udover kollegier og ungdomsboliger kan du prøve at finde en bolig via det almindelige boligmarked, hvor du kan leje eller fremleje privat. Hvis du gerne vil leje eller fremleje en lejlighed, kan du finde informationer i dagens aviser eller på de links, der er neden for.