Din genvej til god information

Merit

Opdateret d. 19. august 2010

Hvis du skal til at starte på en svensk uddannelse, og allerede har gået på en lignende uddannelse, er det ikke sikkert, at du skal begynde helt forfra på din nye uddannelse. Nogle gange er der mulighed for, at du kan få merit for dine tidligere studier. På svensk kalder man det ’tillgodoräknande’.

For at finde ud af, om du har muligheden, skal du kontakte det universitet eller den högskole, du skal gå på. Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der beslutter, om du kan få merit. Når du kontakter skolen, er det en god ide at medbringe fagbeskrivelser og niveaubeskrivelser af de fag eller kurser, du har taget tidligere.

Erhvervserfaring kan være et plus

Det er ikke kun uddannelse, der kan give merit. Også erhvervserfaring kan komme i betragtning som meritgivende. Også i disse tilfælde er det vigtigt, at du, når du ansøger om at få merit, medbringer en udførlig beskrivelse af, hvad du har af erhvervserfaring og hvor lang en periode, der er tale om.