Opdateret d. 19. januar 2012
Scandlines og HH-ferries har et samarbejde, som betyder, at man kan bruge billetten til begge selskaber. Det betyder for eksempel, at man på en returbillet kan sejle ud med Scandlines og hjem med HH-ferries. Det bestemmer man selv.
Ofte er det billigst at bestille billetten på forhånd på internettet. Hos både Scandlines og HH Ferries koster en almindelig enkeltbillet 295 kroner, når den købes på nettet og 325 kroner, når den købes ved check-in (uden for højsæsonen, som er mellem 1. juni og 31. august). Priserne er pr. januar 2012.
Hvis man rejser ofte eller skal ud og hjem samme dag eller samme weekend, har Scandlines og HH Ferries rabatpriser, som er attraktive sammenlignet med de almindelige priser for enkelt- og returbilletter. Det drejer sig blandt andet om billettyperne 1-dagsbillet og weekendbillet.
Hvis man pendler findes der også særlige muligheder for reducerede billetpriser. HH Ferries og Scandlines har en særlig pendlerklub, hvor man som medlem kan købe 50-turs/10-turskort til specialpris. Læs mere om mulighederne for pendlere på rederiernes hjemmesider.