Din genvej til god information

Påske

Opdateret d. 13. februar 2012

Påsken er en kirkelig helligdag som, præcis som i Danmark, falder på forskellige tidspunkter hvert år.

Påskeheks samler på påskeslik

I Sverige er Skærtorsdag ikke en helligdag, men dagen fejres ofte om aftenen, så derfor har mange fri fra arbejdet om eftermiddagen. Det er også på denne dag at påskeheksene kommer og banker på dørene. Det er stort set den samme tradition, som Danmark har til fastelavn. Det er børn, klædt ud som hekse, som har en kurv eller en kaffekande, som man kan lægge slik eller penge i. Påskeheksene stammer fra den gamle tro på, at skærtorsdag fløj heksene på en kost til ”Blåkulla” for at feste med fanden.

Påskeris og pap-æg

Til påsketraditionen hører også, at man laver påskeris med farvede fjer eller andet pynt og sætter det i vand indenfor i hjemmet. Præcis som i Danmark er æg en vigtig del af påsken. Ofte maler eller farver man æg og serverer dem til påskebordet om aftenen sammen med det traditionelle "smörgåsbord", som bl.a. indeholder både sild og laks. Aftenen før påskedag får børnene ofte et pap-æg fyldt med slik.

Påskeferie

Indenfor de seneste år har lammet gjort sit indtog som påskemad i påskeferien. Det er ikke en svensk tradition, men noget man har taget til sig fra andre lande. Helligdagene i påsken er i Sverige langfredag, påskedag og 2. påskedag. Skolebørnene har altid en uges ferie enten ugen før eller ugen efter påsken.