Din genvej til god information

Midsommar

Opdateret d. 8. september 2010

Dette er nok den dag på året, som opfattes som mest svensk, både i og udenfor Sverige. Festen holdes på den fredag, som ligger nærmest den 24. juni - traditionelt den rigtige midsommerdag, og den samme dag, som man i Danmark fejrer Sankt Hans.

Dans omkring midsommerstangen

Om fredagen fejrer man midsommeraften, som egentlig ikke er en helligdag. I mange butikker har man dog kun åbent halvdelen af dagen. Midsommerdagen er derimod en helligdag. Den ligger altid på en lørdag. Midsommerfestens midtpunkt er ”midsommarstången”, en majstang pyntet med blade, blomster og bånd i blå og gule farver. Man danser omkring midsommerstangen og synger traditionelle svenske folkeviser og sanglege som ”små grodorna” og ”vi äro musikanter”.

Matjesill og nypotatis

Menuen midsommeraften inkluderer altid nye, dildkogte kartofler og "matjesill" (sild) med syrnet fløde og purløg. Da midsommer ligger i begyndelsen af sommeren, kan det nogle gange være svært at skaffe nye, svenske kartofler, men i Skåne har man gode chancer. Til maden drikker man øl og snaps. Her bliver den svenske tradition for at synge ”snapsvisor” tit foldet ud i fuldt flor. Traditionelt set skal aftenens første snaps for eksempel ledsages af snapsevisen ”helan går”.

Årets lyseste nat

Efter aftensmåltidet, som kan vare i flere timer, plejer der at være dans til langt ud på natten, som jo er årets lyseste. Man kan også støde på unge svenskere, der begiver sig ud i naturen omkring midnat midsommeraften for at plukke syv forskellige blomster og klatre over syv forskellige ”gärdsgårdar” (hegn at træ), alt sammen uden at sige et eneste ord. Ifølge gammel folketro kan den, der gemmer sådan en buket under hovedpuden, nemlig se frem til at drømme om sin fremtidige ægte mand eller hustru.

En rigtig Midsommer er en fest, som fejres af såvel familier som gamle og unge - en rigtig folkefest.