Opdateret d. 11. marts 2011
Det svenske skattesystem ligner på mange måder det danske. Skatten er fordelt på kommune- og statsskat og ligesom i Danmark stiger skatten i takt med indkomsten. Når man pendler til et arbejde i Sverige er det mest almindelige, at man betaler skat efter en særlig ordning, der kaldes SINK. Hvis man derimod både bosætter sig og arbejder i Sverige betaler man almindelig svensk indkomstskat.
Indkomstskat
I Sverige består skatten af en kommuneskat på 30-33 % samt en statsskat på 20-25 %. Hvis du bor i Danmark og pendler til dit arbejde i Sverige, kan du søge om at blive beskattet med en særlig skat - kaldet SINK skat, der er på 25 %. Til gengæld har du ikke nogen fradragsmuligheder. Du skal ansøge om SINK beskatning hvert år inden årsskiftet, også selvom du har fået det tidligere.
Du kan i stedet for SINK skatten vælge at betale skat som fuld skattepligtig.
Skattefradrag
Det er din bopæl, der afgør, hvilke fradragsmuligheder du har.
• Hvis du betaler SINK skat har du ingen fradrag.
• Hvis du bor og arbejder i Sverige har du fradrag som alle andre svenske skattebetalere.
• Hvis du bopæl både i Sverige og Danmark, er det skattemyndighederne der afgør, hvor du er fuldt skattepligtig.
Få et skattekort
Når du som dansker begynder at arbejde i Sverige, skal du have et svensk ”samordningsnummer”, så du kan indbetale skat til Sverige. Samordningsnumret får du hos Skatteverket.
Beskatning af firmabil
Hvis du er grænsegænger og betaler SINK skat, betaler du kun 25 % i skat af din danske eller svenske firmabil. Betaler du derimod almindelig svensk indkomstskat, betaler du skat af din firmabil efter den skattesats din øvrige indkomst bliver beskattet efter.
Beskatning af ejendomsværdi
I Sverige betaler du skat af fortjenester ved salg af ejendomme. Er du bosat i Sverige gælder det også, hvis du sælger dansk ejendom. Beskatningen er altså beroende på, om du sælger før eller efter du har flyttet til Sverige. Kontakt derfor Skatteverket, før du flytter eller sælger din bolig i Danmark for at få information om, hvordan det påvirker din beskatning.
Selvangivelse
Hvis du kun skal betale SINK skat, skal du ikke indsende en selvangivelse. Betaler du derimod almindelig svensk indkomstskat, skal du udfylde, underskrive og indsende din selvangivelse til Skatteverket. Det gælder også, hvis du har aktiver, som er skattepligtige i Sverige.