Opdateret d. 31. januar 2011
Fra mandag den 31. januar er der i myldretiden tog hvert 10. minut mellem Malmö og København. Dermed er den nye Citytunnel i Malmö i fuld drift.
Da Citytunneln i Malmö blev indviet i december, var det tanken, at togene mellem Malmö og København i myldretiden skulle afgå hvert 10. minut. Tekniske problemer og det væmmelige vintervejr fik imidlertid hurtigt sat en stopper for den idé.
Nu er det værste af vinteren (indtil videre) overstået, og blandt andet på den baggrund bliver der nu skruet op for frekvensen igen. Fra mandag den 31. januar er der i myldretiden således tog hvert 10. minut mellem Malmö og København, og dermed er den nye Citytunnel i Malmö i fuld drift.
- Trafikverket i Sverige har nu indført en række nye tiltag, der skal sikre en mere rettidig trafik til Danmark, og derfor vender vi nu tilbage til 10 minutters drift til og fra Malmø i myldretiden, forklarer Kim Andersen, rettidighedschef i Banedanmark, på DSB Firsts hjemmeside.
Fra Københavns Hovedbanegård afgår togene mod Malmö i myldretiden i minuttal 01, 13, 21, 33, 41 og 53, mens minuttallene i modsat retning hedder 02, 13, 22, 33, 42 og 53 (fra Malmö Central i myldretiden). Turen mellem Malmö Central og Københavns Hovedbanegård tager 33 minutter.
Læs også: Flere afgange og kortere rejsetid