Opdateret d. 25. februar 2010
Som dansker har du ret til at gå på jagt i Sverige, hvis du i forvejen har ret til at gå på jagt i Danmark. Du skal dog først betale en særlig afgift, der hedder ”viltvårdsavgift”, men tit bare kaldes ”jaktkort”. På Naturvårdsverkets hjemmeside finder du information om, hvordan du betaler afgiften.
Når du jager i Sverige skal du medbringe papirer der dokumenterer, at du har bestået jagtprøven og har jagttegn og våbentilladelse, samt en skriftlig kvittering på, at du har betalt til det svenske jaktkort.
Hvis du ikke i forvejen har ret til at jage i Danmark, skal du aflægge en svensk jægereksamen, inden du må jage eller købe jagtvåben i Sverige. På Svenska Jägareförbundets hjemmeside kan du læse mere om jagt i Sverige.
Indførsel af jagtvåben
Privatpersoner med permanent våbentilladelse må uden særlig tilladelse eller afgift medbringe disse våben med tilhørende ammunition til Sverige for midlertidig brug til jagt eller konkurrence, ved ophold i Sverige på under tre måneder. Ind- og udrejse med våben skal registreres ved det det svenske toldvæsen.