Opdateret d. 3. april 2012
Hvis man bliver syg, er den første kontakt med det svenske sundhedssystem et lægehus, kaldet "vårdcentral". Grænsegængere - dvs. personer, der bor i det ene land og arbejder i det andet - kan selv vælge i hvilket land de vil behandles. Dette gælder både for akut og planlagt behandling.
Vælg vårdcentral
Vårdcentraler findes i alle Skånes kommuner. Det mest almindelige er, at du tilhører den vårdcentral, som ligger nærmest, der hvor du bor. I Skåne har du også ret til selv at vælge hvilken vårdcentral, du vil tilhøre. Der findes både offentlige og private vårdcentraler. Så længe som de private vårdcentraler har en aftale med det offentlige, er afgifterne det samme. Du kan vælge vårdcentral via Region Skånes hjemmeside, se link til højre.
Hvis du bliver syg
Når du bliver syg, skal du først og fremmest ringe til din vårdcentral. De booker dig ind til en tid med en læge og kan give gode råd over telefonen. På mange vårdcentraler er der mulighed for at komme samme dag, under forudsætning af, at du ringer tidligt om morgenen, at der er ledige tider og de bedømmer, at du har brug for at træffe en læge hurtigt. Ellers booker de dig en tid, hvor du kan træffe en læge, som kan bedømme din tilstand.
Patientkort
Nogle vårdcentraler, og afdelinger på sygehuse, bruger et system for legitimering hvor du skal opvise et kort som kaldes ”patientkort” eller ”patientbricka”. Hvis du bor i Sverige er det nok at du medbringer legitimation, så kan du få lavet et patientkort i forbindelse med dit besøg.
Skadestuer
I Sverige har man ikke skadestuer, som vi kender det i Danmark. Lægehusene skal altid være det første sted, man henvender sig. Sygehusene har akutklinikker, men de bruges først og fremmest i virkeligt alvorlige tilfælde.