Opdateret d. 3. april 2012
Dig, der bor eller arbejder i Sverige, har ret til samme behandling som svenske medborgere. Det gælder både akut og planlagt behandling. Hvis du bliver syg, skal du i første omgang henvende dig til en ”Vårdcentral” (lægehus).
Vårdcentral (lægehus)
Alle, som bor i Sverige, tilhører en vårdcentral. Vårdcentralen modsvarer omtrentvis et dansk lægehus. I Skåne kan du selv vælge hvilken vårdcentral, du vil være indskrevet hos. Der findes både offentlige og private vårdcentraler at vælge imellem. Hvis det private alternativ har en aftale med det offentlige, er patientafgiften det samme. Det er vårdcentralen, som er første instans, hvis du bliver syg.
Sjukvårdsrådgivningen - 1177
Bor man i Skåne, kan man døgnet rundt ringe til ”Sjukvårdsrådgivningen” på nummer 1177. Her får man svar på lægelige spørgsmål af en uddannet sygeplejerske. Man kan også få at vide, hvem man kan henvende sig til. Hvis man ringer fra Danmark skal man dog taste 0046 771 11 77 00. Når Vårdcentralen er lukket, kan de henvise dig til nærmeste åbne modtagelse.
Akut syg
Er du akut syg, kan du besøge akutmodtagelsen på nærmeste sygehus. Er din tilstands livstruende, så kontakt SOS Alarm på telefonnummer 112.
Sygehus
Næsten alle besøg på sygehus er henviste besøg fra en læge på Vårdcentral. Det betyder, at du først skal henvende dig til din vårdcentral, som så undersøger dig og henviser dig videre efter behov. Undtagelsen er blandt andet akutmodtagelsen, hvor du henvender dig, hvis du bliver akut syg.
Patientafgift
I Sverige finansieras behandlinger i langt overvejende grad af det offentlige. Dog betaler patienten selv en mindre del af udgiften, den såkaldte patientagift. Ligesom i Danmark får man i Sverige tilskud til tandbehandling og medicin.
Grænsearbejdere
Grænsearbejdere, dvs. personer, der bor i det ene land og arbejder i det andet - kan selv vælge, hvor de vil behandles. Dette gælder både for akut og planlagt behandling. Familiemedlemmer af grænsearbejdere er dog undtaget. De skal søge planlagt behandling i bopælslandet, men er naturligvis berettigede til akut pleje i begge lande.
Behandlingsgaranti
Behandlingsgarantien regulerer ventetiderne i sundhedsvæsenet og betyder, at du kan få tid til besøg og behandling inden for bestemte frister. Disse tider er:
- Kontakt med den primære sundhedstjeneste samme dag
- Lægeundersøgelser ved lægehuset inden syv dage
- Besøg ved speciallæge inden for 90 dage
- Behandling påbegyndt inden for 90 dage
Undersøgelser, som for eksempel røntgen og laboratorieundersøgelse, er ikke omfattet af behandlingsgarantien. Du kan læse mere om behandlingsgarantien via linket til Region Skåne.
Ansvar
Region Skåne har det overordnede ansvar for sundhedssektoren i hele Skåne.