Din genvej til god information

Ægteskab og bryllup

Opdateret d. 3. april 2012

Nogle af de mere traditionsbundne ritualer i livet er forlovelse og bryllup. Sandsynligvis varierer måden at forlove eller gifte sig, nogen vælger at følge de gamle traditioner, andre ønsker at sætte sit helt eget præg på begivenheden. I Sverige er det tilladt for personer af samme køn at gifte sig. 

Forlovelse

I Sverige er det mere normalt end i Danmark, at man bliver forlovet inden man gifter sig. Mange forlover sig og venter længe inden de gifter sig. Ved forlovelsen giver parret hinanden hver sin ring, som sættes på venstre hånds ringfinger. Nogle vælger også at sætte en forlovelsesannonce i lokalpressen.

Hindersprövning

Før i tiden var det obligatorisk, at man i kirken lyste et kommende ægteskab tre søndage i træk inden vielsen. Dette er nu erstattet af en "hindersprövning", som svarer til den danske prøvelsesattest. Den skal forhindre, at personer som er nære slægtninge eller allerede gift, gifter sig med hinanden. I Sverige ansøger du om hindersprøvning hos Skatteverket. Den som ikke er folkeregistreret i Sverige skal desuden dokumentere sin civilstand for de svenske myndigheder. Læs mere og find ansøgningsblanketter inde på Skatteverkets hjemmeside eller i linket nedenunder.

Brudeparret går ind sammen

En anden forskel mellem de to nabolande i forhold til selve vielsen er at det i Danmark traditionelt set er brudens far der følger bruden til alteret. I Sverige er dette ganske ualmindeligt. Her er det i stedet for tradition at brudeparret går ned af altergangen sammen.

Borgerlig vielse

Man kan blive gift både kirkeligt og borgerligt i Sverige. Det er stadig mest almindeligt med en kirkelig vielse, men over en tredjedel af vielserne er borgerlige og de holdes i byretten eller på kommunens rådhus.

Polterabend

Ligesom i Danmark er det i Sverige almindeligt at man holder polterabend for brudeparret. Polterabend hedder for manden ”svensexa” og for kvinden ”möhippa”.