Opdateret d. 2. april 2012
I Sverige kan børn tidligst blive indskrevet på förskola fra og med den måned, de fylder ét år og frem til, at de fylder fem. Förskolan minder om de danske vuggestuer og børnehaver. Ansøgning om institutionsplads sker hos kommunen.
Ansøg om plads
Så snart du ved, at du kommer til at få behov for en plads på förskolan skal du ansøge til kommunen. Den dag, som ansøgningen er kommunen i hænde, regnes som ansøgningsdatoen. Ansøgningen kan i nogle tilfældes foretages via kommunens hjemmeside. Ellers skal du kontakte kommunen og bede om en ansøgningsblanket. Normalt tilbydes du i første omgang en plads til en förskola i dit område. Ønsker du i stedet et familjedaghem (dagpleje), skal du meddele dette.
Er du interesseret i en plads på en såkaldt enskild förskola uden for kommunens regi (privat förskola), skal du selv kontakte förskolan for at stille dig i kø. Enskilda förskolor kan have egne ventelisteregler, for eksempel tager nogle hensyn til fordeling af køn og alder frem for ansøgningsdato.
Turordning
Det er op til kommunen, at bestemme vilkårene for fordeling af pladser i daginstitutionerne. Arbejdsløse forældre har ret til at lade deres børn gå i dagpleje, vuggestue eller børnehave i op til tre timer om dagen eller 15 timer om ugen, når de er over et år gamle. Kontakt kommunen for at høre nærmere om regler og ventetid.
Opsigelse
Hør med din kommune hvilke regler, der gælder vedrørende opsigelse. Normalt skal pladsen siges op to måneder inden den dato, hvor barnet skal stoppe på förskolan.
Pris
Kommunerne har ret til at kræve betaling for en plads i "förskola" og familiedagplejen. Prisen er beregnet udfra forældrenes indkomst og den tid, som barnet bruger i institutionen. Næsten alle kommuner i Sverige følger reglen om ”maxtaxa”, som er en maksimumsats for hvor meget en institutionsplads må koste. I Malmø er makstaksten 1260 SEK/månad (2012) for et barn.
Mulighed for dansk vuggestue eller børnehave
Pendler man fra Sverige til Danmark, kan det være muligt at få børnepasning i den danske kommune, hvor man arbejder, men man har dog ikke ret til en plads. I Danmark har kommunen kun pligt til at sørge for børnepasning til de børn, som bor i kommunen.
Fritidshjem
Ligesom i Danmark findes der også fritidshjem for børn i skolealderen. Den officielle betegnelse for fritidshjem er "skolbarnomsorg". Man kan skrive sit barn op på venteliste til en plads.