Din genvej til god information

At købe bolig i Sverige

Opdateret d. 3. september 2010

Hvis du som dansker tænker på at købe et hus i Sverige, har du brug for at sætte dig ind i, hvordan huskøb foregår, og hvordan det svenske boligmarked er indrettet. I denne artikel finder du råd til, hvordan man finder og køber en svensk bolig.

En ejerbolig kan i Sverige kun være et hus. Lejligheder er enten til leje eller også er de så kaldte ”bostadsrätter” – en slags mellemting mellem andelslejlighed og ejerlejlighed. Men bostadsrätter skal også ’købes’ i den forstand at man køber retten til at bo i lejligheden. Når man i Sverige taler om at købe en bolig kan det alltså dreje sig om enten et hus eller en bostadsrätt.

Find en bolig

Den mest almindelige måde at finde en svensk bolig på er via nettet. De store boligportaler Hemnet og Bovision dækker det meste af landet og er en nem måde at få overblik over de boliger, der er til salg. Se vores link-guide til gode svenske boligsider ude til højre på siden. Du kan også vælge at kontakte en svensk ejendomsmægler, en ”fastighetsmäklare”. Endelig har de svenske aviser sektioner med boligannoncer.

Når du har fundet en interessant bolig kan du få den fremvist, enten af en ejendomsmægler eller af sælger selv.

Huseftersyn og skader

I Sverige er det, til forskel fra Danmark, køber der har den så kaldte ”undersökningsplikt”, dvs. ansvaret for at undersøge boligen for fejl og mangler inden salget. Til det formål plejer man at hyre en ”besiktningsman”, altså en syns- og skønsmand. Det er vigtigt at boligen bliver nøje undersøgt inden du skriver under på købskontrakten, da du ikke har mulighed for at få erstatning for fejl og mangler som du ville have opdaget hvis du havde fået foretaget et grundigt huseftersyn. Skjulte fejl og mangler, dvs. ting som rimeligvis ikke kunne have været opdaget, kan du få erstattet af sælger, med mindre der er en klausul om ”friskrivning” i købsaftalen.

Budgivning

Selve processen når man køber et hus er lidt anderledes i Sverige end i Danmark. I Sverige er der altid så kaldt ”budgivning” ved salg af en bolig. Det vil sige, at potentielle købere byder over hinanden, indtil der er fundet en endelig køber. Det vi i Danmark kalder licitation er altså den måde, alle svenske boliger bliver solgt på.

Sælger bestemmer sammen med ejendomsmægleren hvordan og hvor længe budgivningen skal foregå. Sælger har ikke pligt til at sælge til den højest bydende, eller til den pris som oprindeligt stod i annoncen.

Køb

Købet er først gældende fra undertegnelsen af købsaftalen. I forbindelse med underskrivelsen betaler køber ”handpenningen”, som plejer at være på omkring ti procent af, hvad huset koster. I købsaftalen står også den overtagelsesdato, du er blevet enig med sælger om. Ved overtagelsen skal de resterende dele af købesummen være betalt, og du får som køber et ”köpebrev” som kvittering på købet.

Lagfartsbevis

Efter købet skal der ansøges om et ”lagfartsbevis”, som svarer til et skøde. Det er som regel køber, eller købers advokat, bank eller mægler, der ansøger, og det foregår til den svenske myndighed Lantmäteriet. Sammen med ansøgningen skal du indsende bevis på at du ejer ejendommen, for eksempel et ”köpebrev”. Du skal også betale en afgift, som afhænger af, hvor vidt du har købt ejendommen, arvet den eller fået den foræret. Læs mere på Lantmäteriets hjemmeside.

Ordbog

Dansk-Svensk
ejendomsmægler = mäklare
huseftersyn = besiktning
syns- og skønsmand = besiktningsman
licitation = budgivning
skøde = lagfartsbevis

Guides & værktøjer