Opdateret d. 20. september 2010
I Sverige er elmarkedet, ligesom i Danmark, frit. Det vil sige, at du selv kan vælge, hvilket elselskab du vil købe din el fra. Men prisen for selve elektriciteten, du bruger, vil kun udgøre en del af din svenske elregning.
I Sverige betaler man nemlig også til det selskab, der ejer det lokale ledningsnet, som elektriciteten distribueres igennem. Disse netselskaber har monopol i deres lokalområde. Du kan med andre ord frit skifte elleverandør, men ikke netselskab.
Selv om din elregning vil være opdelt i afgifter for el og afgifter for net, er den samlede pris for el som regel lavere i Sverige end i Danmark. De fleste kommuner i Sverige har en energirådgivningsservice, der kan hjælpe dig med at finde en fordelagtig elleverandør.
Miljørigtig el
Sverige har ingen egen produktion af fossile brændstoffer, og bruger derfor ikke ligeså meget olie og naturgas som Danmark. Det meste af energiforsyningen kommer i stedet fra atomkraft og vandkraft. Vindkraft udgør kun en meget lille, om end stigende, del af den svenske energiforsyning.
Som konsument kan du udnytte det fri elmarked til at fremme miljøvenlig elproduktion. Den kommunale energirådgivningstjeneste kan hjælpe. Den statslige myndighed på området, Energimyndigheten, har også ideer på sin hjemmeside om, hvordan du kan spare penge og samtidig skåne miljøet.