Opdateret d. 8. september 2010
Hvis du vil købe sommerhus i Sverige, kan du enten kontakte en ejendomsmægler eller ordne købet privat. Både ejendomsmæglere og privatpersoner annoncerer i avisernes boligsektioner. Du kan også finde sommerhuse til salg på boligportaler som Hemnet.se eller Bovision.se.
Et sommerhus kaldes på svensk for ”sommarstuga” eller ”fritidshus”. I Sverige har man ikke noget der svarer til den danske lov om bopælspligt, og derfor er det tilladt at benytte sit sommerhus som fast bopæl hele året rundt.
Skat
Ejere af sommerhuse eller grunde skal betale ejendomsskat efter de samme regler som andre husejere. Skatten fastsættes ud fra husets ejendomsvurdering, og vurderingen er baseret på husets markedsværdi.
Leje et sommerhus
Der er også mulighed for at leje et hus til en ferie i Sverige. Kontakt det lokale turistbureau i det område, du er interesseret i, eller søg med ordene ”hyra stuga” på Google.