Din genvej til god information

Lejlighed: bostadsrätt

Opdateret d. 3. september 2010

I Sverige kan en ejerbolig kun være et hus, ikke en lejlighed. Denne artikel handler om det man i Sverige kalder en ”bostadsrätt”. Man kan sige, at en bostadsrätt er en slags mellemting mellem en dansk ejerlejlighed og en andelslejlighed.

Der findes ikke andelslejligheder eller ejerlejligheder i Sverige. Vil man købe en lejlighed, køber man en såkaldt bostadsrätt - en boligret. Når man køber en boligret bliver man medlem af en boligretsforening og ejer en del af den forening.

Bostadsrättsförening

Som medlem i en ”bostadsrättsförening” ejer man altså ikke selve lejligheden, den ejes af boligretsforeningen. Derimod har man ansvaret for at reparere og vedligeholde lejligheden. Det indebærer at ejendommen, have og fællesområder forvaltes af alle medlemmerne i boligretsforeningen. Derfor betaler man udover selve prisen for lejligheden altid en månedsafgift til boligretsforeningen, som så betaler fællesudgifterne. Denne afgift angives i salgsmaterialet og dækker foreningens udgifter til lån, afdrag, skatter, fondsindbetalinger, drift og vedligeholdelse.

Afgift og forbrug

Oven i afgiften til foreningen kommer der el, varme og vand. Boligretsforeningen bestemmer over husets økonomi og vedligeholdelse. Som medlem i foreningen har man stemmeret på foreningens generalforsamling. Derved har man mulighed for at få indflydelse på husets drift og på, hvor meget man skal betale i afgift.
Når man siden hen sælger lejligheden, bestemmer man selv prisen og boligretsforeningen har ingen ret til at få del i salgsprovenuet. Det er altså markedsværdien, der bestemmer salgsprisen.

Ordbog

Dansk-Svensk
lejlighed = lägenhet
ejendom = fastighet
fælles = gemensam

Guides & værktøjer